KøbenhavnsKirkesag_1912-15

44

som vilde være tro mod den sande Gud, og den verds­ lige, hedenske Aandsretning, som var sig selv nok. Og udenfor, rundt omkring det lille Land, kæmpedes der om Verdensherredømmet, og mange Gange saa det truende ud for Juda Rige. Da var det Profetens Betydning, at han stod som den frygtløse Forkynder af Herrens Vilje og med den modige Henvisning til, at den, som tror paa Herren, skal ikke blive til Skamme. Om end Fjenderne og Farerne inden fra og udenfra er nok saa store, om end menneskelig Beregning maa sige: »nu er vi færdige, nu gives der ingen Udvej mere,« saa er der dog aabent oventil, og han, den tro­ faste Gud, vil aldrig lade sine i Stikken. Han forkynder den nærværende Hjælp, og han forkynder den endelige Sejr, stammende fra Herrens salvede, thi »et Barn er os født, en Søn er os givet, og Herredømmet er paa hans Skulder, og man kalder hans Navn Under, Raadgiver, vældige Gud, Evig­ heds Fader, Fredsfyrste«. Og selv om Davids Kongehus er som en omhugget Eg i Skoven, saa »skal der opgaa et Ris af Isai Stub, og en Kvist af hans Rødder skal bære Frugt, og Herrens Aand skal hvile paa ham, Visdoms og Forstands Aand, Raads og Styrkes Aand, Kundskabs og Herrens Frygts Aand«. Og dette Budskab skal ikke være for de stærke og selvhjulpne — men det skal udgaa med Henvendelse »til de inistrøstige af Hjertet: se eders Gud, han skal komme og frelse eder«. — Og Esajas’ Budskab blev en Kraft i hele Folket. Hvorfra havde han denne Fasthed og Kraft? hvorfra hen­ tede han dette Trosmod, der gennemgløder hans Budskab? Det var ikke fra sig selv og ikke fra nogen politisk Over­ vejelse, som saa lyst paa Forholdene; nej, han saa dem som de virkelig var. Men han havde det fra sin Kaldelse; han havde ikke skabt sit Ærinde selv, men han var kaldet dertil af Gud. — Han havde haft et aandeligt Syn: Herren, den hel­ lige og alraadende, havde han set sidde paa Tronen, Serafer stod om ham, og Lovsangen lød mægtigt, saa Templets Tær­ skel skjalv: »Hellig, hellig, hellig er Herren, Hærskarernes Gud, al Jorden en fuld af hans Herlighed.« Og Esajas er begejstret, betaget af Synet. Da vender han Blikket mod sig selv. Hvem er jeg, har jeg hjemme her! »Ve mig, jeg er fortabt, jeg er en Mand med urene Læber, og jeg bor midt i et Folk med urene Læber, og mine Øjne har set Kon­ gen, Herren, Hærskarernes Gud.« Aldrig havde han følt sin egen Uværdighed som nu, Afstanden var saa stor fra den levende, hellige Gud, det var hans Synd, sonn skilte ham der­ fra. Men da oplever han det endnu større, at en af Se­ raferne rører ved hans Mund med en Glød fra Herrens Alter, og Røsten lyder: » Din Misgerning er veget fra dig, og din Synd er sonet.« Nu staar han der dygtig til Herrens