KøbenhavnsKirkesag_1912-15

2 9 3

et saadant Resultat, at der baade hos de Unge og hos os var Lyst til at fortsætte. Denne Fortsættelse kom da i den nys forløbne Marts Maaned. De ydre Rammer for Møderne var de samme som sidste Aar, ca. 200 troende unge Mænd fra de før nævnte Foreninger samledes efter særlig tilsendt Indbydelse om The- bordene i K. F. U. M.s Festsal. Men medens man i Fjor søgte at kalde paa de Unge ved at vise dem Arbejdets Herlighed for den Unge selv, ikke mindst ved at pege paa den frivillige Lidelse (Korset), som enhver Arbejder i Herrens Vingaard maa tage op og bære for at blive en Jesu Efterfølger — denne Lidelse er jo ikke den mindste Del af Arbejdets Herlighed (jfr. Phil. 2 , 29) — , saa søgte vi i Aar at kalde paa dem til Arbejdet ved at vise hen til det, som endnu mangler. Programmet kom da til at lyde saaledes: 1ste Dag: Med hvilken Ret taler man om en Folkekirke i København? 2den Dag: Hvad naar Kirken i København? a) Hvor vidt naar Forkyndelsen? b) Hvad Hjælp rækkes der? c) Problemet Organisation! og 3dje Dag: Hvad mangler der endnu? a) Klasserne, b) Mændene, c) Hvorledes paavirkes de indflyttede af København? — og det hele samlet i et: Altsaa! Det var mørke Billeder af København, der her vistes frem for Ungdommen, og det maatte være det. Ingen, som kender noget til Hovedstadsbefolkningens Stilling til Kri­ stendommen, kan andet end med dyb Smerte tale om det, som endnu mangler. Blot Tallene paa de Tusinder, der inden­ for de forskellige Stands- eller Aldersklasser staar ganske ligegyldige overfor Kristus, maa forfærde. Men Gud have Tak! Ungdommen kunde bære ogsaa det­ te; vi havde det Indtryk fra Møderne i Aar som fra sidste Aar, at som Ordene om det i Synd og Ligegyldighed lidende København kom fra Hjertet, saaledes gik de ogsaa til Hjer­ tet, og vi har siden faaet det bekræftet: adskillige af de troende unge Mænd, som hørte det, har bagefter forstaaet, at de maatte give sig selv endnu dybere, endnu inderligere ind i det Arbejde i Vingaarden, som de allerede har taget op, og flere, som endnu ikke var gaaet i Arbejde, hørte i de Aftener et Kald til at komme. Saa tør vi alligevel se paa Herrens Gerning herinde med Frimodighed. Der arbejdes nidkært maalbevidst for ham, og han kalder paa nye Skarer af Arbejdere, for at de maa staa rustede til at tage Arven op efter de gamle, naar disse falder fra, for at føre den videre mod Maalet: København erobret for Kristus! Saa lad da: »Hvad der endnu mangler« anspore os til inderligere, mere selvhengivende Bøn for Hovedstadens Frelse, men lad de unge, nye Skarer af Arbejdere, hvis Kom­ me vi maaske endnu kun kan ane, stemme os til en inder