KøbenhavnsKirkesag_1912-15

282 hederne ved Kirkefondets Kirker paa den ene Side og Kirke­ fondets Ledelse paa den anden Side? Provst Ussing indledede Forhandlingen omtrent saaledes: I Begyndelsen af Kirkefondets Tid var Fællesskabet i den lille Vennekreds en Selvfølge, og det nøjeste Samarbejde kom af sig selv. Senere, da Virksomheden forgrenede sig, og Arbejderne blev mange, fik hver sine Opgaver, og hver Me­ nighed blev da ganske naturligt stærkt optaget af sit eget Liv og sine nærmeste Opgaver. Og saaledes kommer der da et Punkt, hvor Centralstyrelsen nærmest kun føles som den, der sætter i Gang og derefter kun har en vis bevilgende og regulerende Myndighed. Men deri er der en Fare. Hvis Kirkefondet kun er som et Sted, hvor Børn opfostres til snarest muligt at komme fra Haanden og leve ganske frit videre, hver ad sin Vej, saa er dette naturligvis ganske i sin Orden. Men er Kirkefondet en Menighedsbevægelse, Resultatet af et aandeligt Fællesskab, bliver de opvoksende Børn selv Part i Forretningen, og saare meget beror da paa den aandelige Enhed og Samfølelse. Kir­ kefondet er ikke Forretningsudvalget eller Bestyrelsen; hver enkelt Menighed er en levende Del af Kirkefondet og kan i sine Ydelser med fuld Ret sige: Kirkefondet — det er os! Efter den første Tankegang er »Selvunderholdet« en snedig Pengeafpresnings-Metode, opfunden af og for Forretnings­ udvalget; efter den sidste og ene rette Opfattelse er det et af de smukkeste og sundeste Skud af Kirkefondets eget Liv. Derfor gælder det om, at ikke Arbejdets Forgrening, Spredthed og Travlhed splitter os, saa Fællesskabet svinder. Men Arbejdet herfor maa bæres af Frivillighed. Thi af ju­ ridisk Myndighed har Hovedbestyrelsen jo omtrent intet, hverken overfor Præsterne eller Menighederne. Forholdet er jo i sin Nøgenhed det, at Kirkefondets Styrelse, vor Kasse, er juridisk forpligtet til at bære Kirkernes Drift, men de Menigheder og Præster, der lever i Kirkerne, har vi intet ju­ ridisk Baand paa! Des alvorligere paahviler det os da at vaage over og arbejde for det frie, aandelige Fællesskab. Men er der de nødvendige Forudsætninger for et saa- dant? Er der nogen fælles Aand, nogen aandelig Enhed mel­ lem Kirkefondets mange Grene? Kan det overhovedet nytte, vil maaske nogen sige, i vor splittede danske Kirke at tale om Aandsenhed? Kirkefondet har jo ofte udtalt, at det ikke var en Retningsbevægelse; men ligger der da ikke deri, at man maa opgive alle den Slags Fællesskabs-Tanker? Nej, visselig ikke. Kirkefondet er ikke eet med nogen af de tre gamle kirkelige Retninger, det kan saa godt rumme Menne­ sker med meget forskelligt Syn i Spørgsmaal som det kri- stelig-sociale, ja selv i Stillingen overfor Bibelkritikken. Men derfor har Kirkefondet lige fuldt — som alle, der virkelig vil noget en Retning. Og jeg tror ikke, det er saa svært