KøbenhavnsKirkesag_1912-15

248 maattet afskedige mange eller indskrænke Arbejdstiden. Kvin­ der, som hidtil har kunnet klare sig selv, ja, som endog har kunnet hjælpe andre, staar nu og maa for første Gang i deres Liv bede 0111 Hjælp — eller de opdages af vore Hjæl­ pere i Menighedsplejen, som finder dem halvt eller helt sultne. Selv de, der i det væsentlige har bevaret deres Ind­ tægter, er indirekte ramte af Krigen, fordi vi efterhaanden har faaet Dyrtid. Nogle af de fattiges vigtigste Levnedsmidler er som bekendt bievne meget dyrere end ellers, og følgelig kan mange ikke klare sig med de sædvanlige Indtægter. Til denne sidste Gruppe hører mange Enker. Enkeloven, hvis Komme vakte siaa megen berettiget Glæde, har som bekendt faste Takster for sin Hjælp. En Enke kan altsaa ikke faa mere end den faste Sum, Loven nævner. Men naar Dyrtid eller anden Nød kommer til, slaar Pengene ofte slet ikke til. Tre Grupper af nødlidende Kvinder er der imidlertid for Øjeblikket særlig Anledning til at hjælpe. Der er først de forladte Hustruer. De kan have siddet i rig­ tig gode Kaar. Saa indtræffer Katastrofen, Manden forlader dem, og de sidder tilbage ikke blot med Sorgen, men ogsaa med Bekymringerne for, hvorledes de skal faa Udkommet til sig selv og Børnene. Der kommer til en af Menigheds- plejerne en saadan Kone og henter Middagsmad til sig og Børnene. Stille og beskeden kommer hun ind ad Døren, hun generer sig lidt, og man ser hurtigt; at hun hører til den saakaldte bedre Klasse; men hun siger Tak med et Tone­ fald, som ikke kunde være oprigtigere. Den anden Klasse er de diegivende Mødre. Vi hjælper dem og deres smaa Børn paa vore Børneplejestationer — som, i Parentes bemærket, meget trænger til Gaver — og har atter her Grund til at skønne paa Bistand fra Centralkomitéen; men der er mange at hjælpe, og baade de og deres smaa Børn trænger i allerhøjeste Grad til Støtte. Og endelig er der de syge Kvinder. Det er svært at ligge syg i et fattigt Hjem i en Tid som denne. Kulden er begyndt, Arbejdsløshed truer baade den ene og den anden, og alt, eller næsten alt, bliver dyrere. Jeg kunde fortælle mange bitre Historier om akut og kronisk syge, som vore Hjælpere i Menighedsplejen kender og besøger. Men jeg maa bryde af! Dels byder Pladsen mig at stand­ se, og dels har jeg travlt med at se at skaffe Hjælp. Kun nogle Tal maa jeg endnu nævne. Siden Centralkomitéen begyndte at virke, d. v. s. fra ca. den 1. Oktbr., og indtil Midten af Novbr., eller i godt og vel 6 Uger, har Menighedsplejen maattet pleje 343 syge, lage mod 419 diegivende Mødre paa Børneplejestationerne og i større eller mindre Grad hjælpe 7893 andre trængende. I det samme Tidsrum er der uddelt ca. 75,000 Portioner Mid­ dagsmad, hver Portion paa to velsmagende Retter.