KøbenhavnsKirkesag_1912-15

157 Men nu appellerer Evangeliet netop til Viljessiden i et Menneskes sjælelige Liv. Som fordum, saa spørger Jesus ogsaa den Dag i Dag: »Vil du blive rask?« Derfor bliver en Alkoholists »Omvendelse« kun altfor ofte »som en Morgentaage, som den aarie svindende Dug«. Drankersjælen er afgjort en slet Jordbund for Evange­ liets Sæd, og naar ikke desmindre Guds Ord kan naa Dran­ kerens Hjerte og oprejse ham til et nyt Menneskeliv, hvad vi atter og atter faar Lov at se i vort Blaa Kors Arbejde — ja, saa er dette kun et Vidnesbyrd til om, at Ordet er den Almægtiges, der kan udrette det, der er umuligt for Men­ nesker. Alkoholismen er vel den virksomste af alle Degenerations- aarsager. En Alkoholists Børn præges overmaade hyppigt af Faderens Synd. De tager i Arv hans ovenfor nævnte sørgelige Sjælsegenskaber og desforuden ofte en ringe med­ født Begavelse, et hidsigt Sind og Afsky for Arbejde. Om Opdragelse kan man i mange Tilfælde slet ikke tale. De faar ingen Respekt for deres Fader, tit heller ikke for deres forslidte og forkomne Moder. Et Hjems værnende Indfly­ delse kender de ikke; men derimod tilbringer de deres Fritid paa Gaden blandt slette Kammerater. Intet Under derfor, at de ofte kommer ud i Usædelighed og Forbrydelse, der nok skal døve Øre og Hjerte for Guds Ord. Drankerens Hustru kommer ogsaa overmaade let til at staa Ordet fjernt. Der er faa Mennesker, jeg i den Grad har Medlidenhed med, som Drankerhustruerne. Deres Til­ værelse er graat i graat. Ingen Tillid kan de have til deres Mand, der ofte viser sig at være dem utro. Den Skare af Skøger, der ved Nattetid oversvømmer vore Gader, véd kun alt for vel, at en halvt- eller heltberuset Mand er et let Bytte, hvis sidste Skillinger, som Kone og Børn skulde have opholdt Livet ved, forsvinder i disse Vampyrers Lommer. Drankerens Hustru ser, at alt gaar tilbage. Mens Værts­ husholderkonen kan gaa klædt efter sidste Mode, maa hun og hendes Børn gaa i Pjalter. Mens Manden drikker og spiller, maa hun sulte og fryse. Forsøger hun — hvad man­ ge gør — at holde Hjemmet oven Vande, maa hun slide fra Morgen til Aften, ja langt ud paa Natten med. Søndagen gaar som Hverdagen. Gaar hun en enkelt Gang i Kirke, faar hun tit Grovheder af Manden. Fattigdom og Nød, Slid og Slæb, onde Ord, tit Raaheder og Prygl, ja, ofte modbydelige Sygdomme, som Manden slæ­ ber hjem, er hendes Del af Livet. Hvad Under da, at mange af disse Stakler taber Modet og lader staa til? Hvad Un­ der, at mange har svært ved at høre »Tonen fra Himlen« for Mandens raa Banden og Børnenes Skrig om Mad? En Ud

Made with