KøbenhavnsKirkesag_1912-15

124 Synd og Na 3 .de! Nød og Hjælp! Disse Tonerækker skulde anderledes tone sammen. Og saa maa vi lære at vurdere vort eget betydelige prak­ tiske Arbejde ret. Jeg tænker særlig paa Menighedsplejen, den enkelte og de samvirkende. De tror — dem, vi gerne vilde hjælpe — , at vi mener, at dette er stort og megen Om- lale og Ros værd. Ja, men vi mener vel dog allesammen, at det er ikke muligt ad disse Veje at skaffe nogen rimelig social Fremgang. De, hvem vi skal hjælpe, lorstaai \el dog, at selv om vi lægger megen Kraft ind i det filantropiske Ai - hej de gør vi det alligevel med en trykkende og forlegen f o r ­ nemmelse af, at det forslaar ingen Verdens Ting. Det er den gamle Historie gentaget om Ildebranden og Pibesprøjten. De maa forstaa, at vi véd det og villigt indrømmer at det eneste, der hjælper, er Arbejde. — Og endelig: Vi Præster maa møde denne Forargelse ved at søge at opdrage vore Menighedssamfund — og de os Præster til en dybeie so­ cial Forstaaelse. Der er dem, der er ængstelige for den vaagnende sociale Interesse, dens Plads i Piædiken og am fundsliv. »Den begynder at faa for stor Plads.« Og saa er Sandheden den, at vi akkurat er begyndt at stamme paa det, der skulde siges klart, famle om det, der trænger til Hæn­ ders kraftige Greb. Et Eksempel: Det maa virke irriterende, forargende, naar vort Bidrag til den sociale Diskussion som oftest er givet med det ene Ord: Sparsommelighed. Det er rigtigt, at dette Ord maa siges, alene af den Grund, at det er ilde høi . Men med det samme skulde vi dog vide, at det, selv med den mest gennemførte Sparsommelighed, er umuligt tor en Masse Mennesker at naa en økonomisk betrygget Stilling. Naar Arbejdskraften tager af, ja »saa skal vi til at leve at Naade«, som en hæderlig, grundsparsommelig Arbejdsmand sagde til mig. Han mente ikke Guds Naade. Han var en Kristen gennem mange Aar. Han tænkte paa Alderdoms- understøttelsens 40 Kr. Det er ikke mange, der som han kan ty til Gud med sin Følelse af Bitterhed. Jeg skal lige pege paa en social Hindring, der i det sidste Aar, hvor Arbejdets Vilkaar herinde har aabnet sig for mig, forekommer mig afgørende, fordi den i saa høj Grad besværliggør os Arbejdet blandt Mændene. Mangfol­ dige har deres Arbejdsplads langt borte fra Hjemmet, otte en H/a Times Sporvognsrejse om Dagen. Det betyder en reel Forøgelse af Arbejdstiden, øget Træthed og deraf føl­ gende Fornemmelse af, at man »har ikke Tid« til Kirkegang og Møder. Hvordan nu komme i Forbindelse med dem? 3 Paa Arbejdspladsen er det udelukket. Tilbage staar Hus­ besøg. Desværre er vort Arbejde — med de mange Aften-