KøbenhavnsKirkesag_1912-15

11 7

De Mænd, som nu i mange Aar har ledet Kirkefondet og ofte har maattel staa for Kritik og Mistænksomhed, kunde fortjene den Tak fra Danmarks Præstestand; men først og sidst skulde dette lille Arbejde være en Tak til Gud for, hvad han har ladet lykkes i København i de sidste 25 Aar, og for de rige Forjættelser for Fremtiden. P. Skak Barfod, Præ st ved K apernaum s K irke.

Salen i Vesterbrogade 17. Et Stykke københavnsk Kirkehistorie.

Først var den Dansesal: »Valkyrien«, jeg véd ikke, i hvor mange Aar. Fra 1ste Januar 1898 havde det køben­ havnske Kirkefond købt den. Dansen skulde ophøre den 31te December 1897 Kl. 12 Nat, men der fortælles, at en saadan Vildskab havde grebet de dansende Mænd og Kvinder, at det ikke var muligt at faa dem ud af Lokalet før tiere Timer efter, og da udførte de et saa infernalsk Spektakel i Gaarden, at Beboerne i Forhuset ingen Søvn fik den Nat. Det var sidste Gang, Djævelen tik Lov at drive sit Haandværk uan­ tastet i Baghuset i Vesterbrogade 17. Straks efter begyndte Haandværkerne at omdanne Dansesalen til et Kirkelokale; 2 Præster tilkaldtes fra Jylland, et Menighedsliv begyndte. 10—11 Aar efter maatte man derfra. I 1907 var Medlems- antallet i de 2 Menighedssamfund ca. 280; der var 4298 Alter­ gæster, og de frivillige Gaver naaede op til 14,230 Kr., og samtidig stod Elias Kirke færdig, saa den gældfrit kunde ind­ vies den 17de Maj næste Aar. Herhen flyttedes det ene af Maria Kirkesals 2 Menighedssamfund, medens det andet Aaret efter flyttede ind i Maria Kirke. Kirkesalens Tid var forbi, nu blev den Blaa-Korssal. Om Møderne her vil jeg lade en norsk Ven lortælle med hans egne Ord: »Idet vi kommer ned over Vesterbro mod Maria Kirkesal, den tidligere Dansebule, saa vi en høj Mand staa med en Stav med et Skjold, hvorpaa var malet et blaat Kois paa den ene Side og paa den anden Side Ordet: »Synder og Naade.« Der kom Gutter og Piger, Herrer og Damer af alle Aldre og Klasser. Min Ven gaar bort og præsenterer mig for den høje Herre med Skjoldet. Det er ingen anden end Sog­ nepræst Mollerup selv, der staar smilende og blid og vinkei Folk ind. Der springer han tværs over Gaden og stiller sig der en Stund og snur paa sit Skjold. .Saa gaai vi ind. Dei er mange Folk samlede. Ved Døren staar en ældre Herte,