KøbenhavnsKirkesag_1912-15

101

Færd var klar over, at der her var en Livsbevægelse al Be­ tydning for vort Folk, og aldrig blev træt af at bede og ar­ bejde for den. Hans aandelige Liv fik sit Præg under den stærke Vækkelse, som i Jeanssons Tid gik hen over Horne og Asdal. Hele hans Personlighed bar Vidne om, hvad der boede i ham; man kunde blive glad blot ved at se paa dette klare og kloge Ansigt med det rene Udtryk og de milde Øjne. Sikkert har han udrettet meget i de mange Aar, han har virket for Guds Rige, selv om han i sin store Beskedenhed vilde være den sidste til at mene det. Og i hvert Fald skal Kirkesagens Venner ikke glemme hans Minde. Harald Westergaard. Til Danmarks Præster! I de sidste 20 Aar er der blevet bygget mange nye Kir­ ker i København, og omkring dem er der vokset et levende Menighedsliv frem. Der trænges dog til endnu flere Kirker. Adskillige Sogne er stadig saa store, at de maa deles, og nye Bydele kommer til. Det er en Sag af den allerstørste Vig­ tighed, at Kirkernes Antal holder Skridt med Befolkningens Tilvækst. For 12 Aar siden skænkede Danmarks Præster Køben­ havn en Kirke. Kristkirken vil altid, saa længe den staar, være et skønt Minde om, at der i vor Præstestand var en levende Forstaaelse af de særlig vanskelige Forhold for Guds Rige i vor Hovedstad. Denne Forstaaelse er sikkert mindst lige saa stor blandt Præsterne den Dag i Dag. Derfor næ­ rer vi ikke Tvivl om, at der efter de 12 Aars Forløb er man­ ge, som gerne vil være med til endnu en Gang at bygge en Kirke i København. Og dertil kommer, at vor Folkekirke siden Kristkirkens Indvielse har faaet ca. 500 nye Præster, som altsaa ikke var med første Gang. I Flenhold hertil er undertegnede yngre Præster, repræ­ senterende de forskellige Retninger indenfor vor Folkekirke, traadt sammen med det Maal for Øje at rejse endnu en Præstekirke i København, og vi henvender os herved til alle vore Præstebrødre i By og paa Land med Opfordring til at være med. Tanken er udgaaet fra nogle faa unge Præ­ ster i Hovedstaden, og i første Række gælder vor Opfordring de unge Præster. Men naar vi alligevel — straks fra Be­ gyndelsen -— udsender Opfordringen til alle, er del i Er­ kendelsen af, at de unge Præster ikke vil magte Opgaven alene, og i det Haab, at ogsaa de ældre og de ældste Præster