KøbenhavnsKirkesag_1906-08

9

Hvad dernæst P r æ s t e k a l d e l s e r angaar, vil Kirke­ fondet jo da s t a d i g f a a e n v æ s e n t l i g I n d f l y d e l s e paa, h v e m d e r b l i v e r A n d e n p r æ s t e r , da de lønnes af Kirkefondet. M en s a a S o g n e p r æ s t e r n e , hvis ordi­ nære Indtægter nu forøges ? Saa længe vi har de nuværende Menighedsraad, som vist ved alle Kirkefondets Kirker er udgaaede af Menighedssamfundet, synes jeg ikke, der kan siges at være nogen Fare. Hvad der siden kan blive, derom ved intet Menneske; men skulde vi vente med at faa noget udrettet, indtil al Fremtid, ogsaa rent menneskeligt, var ga­ ranteret og sikret, saa blev der vist ikke udrettet meget. Yi tror paa Herren, og han er det sikreste sikre. Lad os tænke os, at Tilstandene om en Del Aar virkelig blev saa- dan, at den levende Menighed maatte skille sig ud, og at Staten saa kunde beholde Kirkerne (hvad Højesteret dog maatte afgøre), v a r s a a de m a n g e P e n g e t i l K ø b e n ­ h a v n s K i r k e s ag s p i l d t , s om n o g l e s i g e r ? Ne j , d e t Li v , s o m a f Gu d s N a a d e a l l e r e d e e r v a k t o g i de k o m m e n d e Aa r s i k k e r t v i l b l i v e v a k t , er me r e e n d L ø n n o k for de Penge, der er ofret paa Københavns Kirkesag. D en d a n s k e M e n i g h e d e r i k k e b l e v e n f a t t i g , d e n e r b l e v e n r i g v e d K ø b e n h a v n s K i r k e ­ s ag . Og naar Livet først er vakt, saa er Kirkebygningerne ikke det væsentlige, Livet skal nok vide at finde nye For­ mer, hvorunder det kan leves, naar det ikke længere kan trives under de nuværende. Farligere end de ydre Hindringer og Vanskeligheder er derimod de i nd r e . Jeg nævner saadanne som Magelighed og Uoplagthed, Mangel paa Ydmyghed (det er lettere at dele Penge ud end at bede om Penge); Mangel paa Fr imo - d i g h e d , naar man møder Kulde og Vrangvillighed (hvis det var alle en Glæde at give, var det heller ikke svært at bede derom). Alle disse tre Hindringer er jo dog i Virkeligheden af det onde, de maa bort; de f a l d e r o g s a a bor t , n a a r v i h u s k e r , at v i g a a r i H e r r e n s Ær i n d e , at v i er d e n s t o r e K o n g e s T j e n e r e , d e r i k k e s a a m e g e t k om ­ me r f o r a t b e d e om n o g e t s om f o r at g i v e g o d e Ga v e r f r a h am. Vi maa være Tjenere somi dem, der skildres