KøbenhavnsKirkesag_1903-05

3 5 9

under den svare Tugte lse , han havde ramt dem med ved U d ­ lændigheden i Babel, og varede endnu; og de havde deri et Pan t paa, at den samme Naade skulde vare evindelig, saa han vilde føre sit F o lk til det Maal, hvortil han havde kaldt og udvalgt det: at Frelsens Sol skulde opgaa over Israel, og derfra straale ud til alle Jordens Slægter. O g i Troen og Haabet derpaa styr­ kede Herren dem , idet han ved sin Profet Haggaj lovede dem, at skønt dette Tempel var „som intet i deres Ø jn e “ imod det forrige, skulde dogdets Herlighed blive større; „paa dette Sted vil jeg give F re d , siger Herren den almægtige“ (Hagg. 2 , 9). Derfor kunde Israel ogsaa i Tillid til hans Forjættelse sige: Priser He rren , thi han er god, hans Miskundhed varer evindelig! Men den samme Lovsang skal ogsaa for os være G rund ­ tonen i D ag , da vi har kunnet samles for ved vor fælles Bøn at indvie dette nye H u s . V i har deri et nyt Vidnesbyrd om Guds Godhed og Naade , men fremfor alt et Vidnesbyrd om, at den Naade vedvarer, hvormed han nu i en Aarrække har vel­ signet Arbejdet for Københavns Kirkesag. Og ikke det alene, men vi ser ogsaa heri et Vidnesbyrd om hans Naade mod vort Fo lk s K irk e , at den Miskundhed, han gennem de mange H u n - dredaar har bevist imod den, idet han har opholdt den trods al Kulde, Søvn og D ø d , den vedvarer endnu, saa vi tør haabe, at den ogsaa fremtidig skal vare, indtil han i den har udrettet for sin Menighed, hvad han har bestemt vor Folkekirke til. Der er blevet sagt mange Gange, ogsaa i vore Dage, at en saadan Folkekirke er en kirkelig og kristelig Usandhed. T h i, siger man, Herrens Menighed er jo den lille F lo k , og vor Herre Jesus har selv sagt, at det kun er de faa, som vandrer ad den snævre Po rt og den trange V e j, der fører til L iv e t ; men en Folkekirke omfatter tværtimod de mange, saa at sige alle, der medregnes til Fo lk e t. Derfor ser vi jo ogsaa, at der i vor Folkekirke findes mange, som kun er Kristne af N a v n , mens deres H jerte aabenlyst hører Verden til, selv om denne verds­ lige Kristenhed paa mange Maader er paavirket af K risti Ord og Læ re. O g derfor kunde de Røster synes at have R e t, der tilraabte Menigheden Herrens Ord til Israel fordum : „G a a r ud fra Babel, rører ikke ved noget urent, renser eder, 1 som bærer Herrens K a r ! “ Saaledes skulde de troende, de levende Kristne , skille sig ud fra Babel, den store verdslige Kristenhed i Folke- A