KøbenhavnsKirkesag_1903-05

3 4 4

Venner, denne hans Glæde er nu fuld kommet. Men derfor kan han ogsaa føje til som Apostelen: „Glæ­ d e r e d e r me d mi g ! “ (Fil. 2, 18). Han har haft et lykke­ ligt, et herligt Liv — lad os glæde os med ham, Gud skal have Æren og Takken! Og han har faaet en skøn Død! Han fik Lov at leve til den Stund, da han saa Banneret hejst: Kirkesagens Fuldførelse, Planerne var gennemarbej­ dede og Vennerne rede til at tage Opgaven op i frejdig Tro. Menneskelig tænkt kunde vi have undt ham at opleve den Dag, da Kransen vajer fra Taget, og Slutstenen føres frem. Men kristelig set, hvor kunde han da skønnere og bedre gøre, hvad hans Hjerte som alle helliges higede efter: at lægge vore Kroner for Herrens Fod, end ved netop nu at gaa bort, for at Herren selv skal fuldføre Værket? Derfor er Guds Navn herliggjort og vil blive herliggjort ogsaa i dette, og vi vil, saa svært det end kan være, glæde os med ham. Det Ord: „glæd eder med mig“ kan ogsaa oversættes: „ønsk mig til Lykke!“ Og det vil vi gøre med Tak til Gud for hans Liv og for hans Død; med Blikket vendt mod den store hvide Flok, med hvem han nu er kaldt bort fra Kampen til Sejren, vil vi synge ogsaa for ham : O, tusindfold til Lykke da, a t du v a r h er s a a tro isæ r og drog med Sejr herfra! Men Apostlen siger ikke blot: „glæd eder med mig“, men ogsaa: „j eg g l æd e r mi g me d e d e r . “ Og dette er maaske sværest for os at rumme i Sorgen. Han laa paa sit sidste Leje med et Smil paa Læben. Vi mente, det be­ tød, at han troede paa at fortsætte sit Liv iblandt os. Men, Venner, det kunde vel ogsaa betyde, at han ønskede os til Lykke, glædede sig med os. Naar vi samles her, er der vel ingen, som ikke føler den inderligste Deltagelse med dem, der er bøjet dybest i Sorgen: den Hustru, der har mistet saa god en Mand, den store Børneflok, der har tabt saa stærk og velsignet en Fader, den gamle Moder, der først lærte ham at folde sine Barnehænder og siden har fulgt hans Livsgerning med Tak