KøbenhavnsKirkesag_1903-05

143 Herved synes anvist en Vej, som ogsaa bør kunne følges i København. Offerafløsningssummen paa Frederiksberg er for Tiden 30,000 Kr.; naar der kommer et 5te og et 6te Sogn, stiger den hver Gang med 6000 Kr. og gaar altsaa op til henholdsvis 36,000 og 42,000 Kr. Efter samme Maalestok skulde Offerafløsningen i København blive mindst 150,000— 200,000 Kr. Naar disse, som paa Frederiksberg, fordeltes paa Menighedsmedlemmerne i Forhold til deres Indkomstskat, vilde det kun blive en ringe Byrde for den enkelte, for­ modentlig c. 1 Promille af Indtægten. At opnaa dette enten ved Lov eller ved Overenskomst med Københavns Kom­ munalbestyrelse (ligesom med Frederiksbergs), synes ikke at kunne være umuligt. Det drejer sig jo her ikke om en ny Afgift eller Byrde, men om en Indtægt, som Kirken eller Præsterne' i Aarhundreder har haft lovhjemlet Ret' til. Der er kun Tale om at omdanne denne Ret, saaledes at den med Lethed kan gøres gældende, og saaledes at den for­ deles efter de Principer, som nu anerkendes for retfær­ dige for de offentlige Byrders Fordeling. Det vilde kun være det samme, som i 1814 skete med Præstepengene. Saa- vidt vides, har Kirkeministeriet ogsaa for ikke ret længe siden peget hen paa det københavnske Højtidsoffer og dets Afløsning i Forbindelse med Afløsning af Accidensofferet. I Kirkefondsbestyrelsens Artikel advares der mod en Forøgelse af Kirkeskatten, særlig fordi dette maatte antages at ville vække Misfornøjelse. Ja, dette vilde jo være en ny Skat eller dog en Skatteforøgelse; men hvad, der i nærværende Artikel tales om, er kun en Hævdelse af en Aarhundreder gammel Afgift. Hvis dette skulde vække Misfornøjelse, burde man se bort derfra, efterdi saadan Misfornøjelse vilde være ganske ubeføjet. Paa Frederiksberg har der ikke været ud­ talt nogen Misfornøjelse med Offerafløsningen, naar bort­ ses fra, at den blev benyttet som Agitationsstof ved det paa­ følgende Valg — for 8 Aar siden. Hvis man dernæst vil sige, at det er bedre at arbejde hen til, at Menighederne selv lønner deres Præster, og at dette har stor Betydning netop til at vække Interesse i Me­ nigheden for dennes Anliggender, saa turde det være, at der vil blive Menighedsanliggender nok, som kræver pe