KøbenhavnsKirkesag_1903-05

6

tænke, at man tværtimod kunde være sikker paa at laa en Gentagelse af Stormen fra Halvfemsernes Begyndelse; og det vel sagtens en saa meget hæftigere og bittrere, som man nu vil sige: I har brudt Eders Løfter. Det er jo ikke godt at vide, om Kultusministeren vilde have Magt til at gennemføre en Række Sognedelinger paa Trods af en saadan Storm. Men det er ganske sikkerl. at en saadan i alle Tilfælde vilde blive en ubodelig Ulykke tor Kirken. Jeg vil nu ikke tale om, at Bidragene under en saadan almindelig Uvilje, vilde svinde bort. Men derimod peger jeg paa den Kendsgerning, at Kirken ikke taaler at komme yder­ ligere i Miskredit i den almindelige Folkestemning. Der er saa mange og saa stærke Røster, der stadig søger at for­ ringe den for Folket. En Vending, hvorved Kirken opgav et stort og lykkeligt Frivillighedsarbejde for at søge sin Trøst i en Skatteligning, vilde i høj Grad forringe Kirken i hele Folkets Øjne, og vilde blive udnyttet af dens Angribere til den blodigste Spol og til en ophidsende Agitation. Derimod har Frivilligheden hidtil aftvunget ogsaa Modstandere Respekt og vel i nogle Tilfælde Sympati. Og dette vil ikke blive ringere, snarere bedre, om den frivillige Bevægelse skærmes og saaledes kan udvikle- sig og tage endnu større Byrder paa sig. Hvis K irkernes D rift gennem en n y L igningslov bliver lagt fr a Frivilligheden over paa det Offentlige, ril det være um u lig t a t u n d g a a , at hver n y K irkes Opførelse bliver A n ledn ing til en stor kirkefjendtlig A g ita tion , og saaledes vil K irken lægges fo r H ad og Kirkesagens videre F remm e hæmmes eller hindres. Naar der da er begæret en Ændring af Ligningsloven, synes dette at være vel begrundet. Nu vil vi saa prøve Grundene imod en saadan Ændring. Der er vistnok kun lo. 1) Man siger: hvis det saaledes fastslaas, at ethvert Sogn skal fritages for Kirkeligningen, naar Menigheden ved frivillige Gaver forsørger og vedligeholder Kirken, saa kunde jo ethvert Sogn unddrage sig! Men herimod kan der jo tages Sikkerheds­ bestemmelser. Det kunde f. Eks. fastslaaes, at saadan Fri­ tagelse kun kunde komme de nye Kirker tilgode, ikke de gamle. — Men selv om Fritagelsen skulde tilkomme enhver