KøbenhavnsKirkesag_1903-05

1 3 5

staaelse; skøndt de paa alle andre Omraader af Livet véd fuld Besked med det Ansvar, der hviler paa en fri Borger, saa forstaar de ikke, at Præsterne ikke er stillede som Statens Embedsmænd, og at de vilde sulte uden Tilskud fra Menig­ heden. Og lidet aner de da ogsaa som oftest, hvilken Vel­ signelse det er at tage en saadan Byrde paa sine Skuldre og derigennem bidrage sin lille Sten til Guds Riges store og herlige Tempel. Hvad kræves der under den nuværende Situation? Der kræves blot dette, at Menighedens Medlemmer bliver sig deres Privilegium bevidst og forstaar, at de uhindret som fri Borgere i en fri Stat kan udfolde alle deres Kræfter i den Kirkes Tjeneste, som de elsker, og at, naar de ikke gør det Arbejde, saa udsætter de sig for, at hele Friheden kun bliver et dødt Bogstav, og at Folkekirken kun kommer til at føre en Skintilværelse som en Overlevering fra gamle Tider, der ikke passer til Nutidens Krav. N a a r det vil ske, at I olkekirken saaledes visner hen, hvis Frihedens Privilegium ikke benyttes, det er umuligt at sige, men lad os ikke glemme, at i vore Dage gaar alt med en rasende Fart. Men saa tør vi ogsaa tro, at hvis Menigheden tilfulde bliver sig sit An­ svar og sit Privilegium bevidst, saa vil det gaa fremad med uimodstaaelig Kraft. Der er dem, der vil frygte for, at det saa skal bære henimod Frikirken. Nuvel: Frikirken kom­ mer, naar Herren vil det. Vi skal i hvert Fald ikke frygte den, ikke frygte for det forøgede Ansvar, den lægger paa vore Skuldre, men glæde os over, at Menigheden har haft en Beredelsens Tid, i hvilken den kunde samle Kræfter dertil. Men hvilken Retning Bevægelsen end vil tage, saa véd vi, at der er saare megen Uhygge og saare megen Slendrian, som kan fjernes fra vor gamle Kirke, og som v il blive fjer­ net, jo mere Menighedens egne Medlemmer som fri Borgere i et frit Samfund slutter Kreds om alt Arbejdet og gør, hvad de kan, for at værne om Kirkens Ære. Der er nok tilbage endnu den Dag i Dag af Forskel paa fattig og rig, som kan og bør banlyses af Kirkehusene, og der er uende­ lige Mængder af Arbejde, som venter paa os allesammen. Det kan og skal ikke gøres af nogen Regeringsmyndighed,