KøbenhavnsKirkesag_1903-05

1 2 5

dem, men vi skal se vel til, om ikke vor egen Ligegyldighed og Kulde bærer Skylden for, at de ere bievne saa fremmede for Guds Rige. Det er en Særegenhed for vore Dage, baade her til Lands og anden Steds, at Mennesker i Skarevis strømme til de store Byer, der øve en underlig Tiltræknings­ kraft, som en Malstrøm, der suger de mange til sig. Det kan være forskellige Hensyn, der have draget dem; det kan være de store Stæders mange Forlystelser, det travle For­ retningsliv, den større Arbejdsfortjeneste og meget andet; men inden man saa sig for, er Befolkningen vokset saa- ledes, at den aandelige Omsorg, der skyldtes dem fra Kir­ kens Side, er bleven helt utilstrækkelig, saa at Mennesker i Tusende, ja Titusendvis gaa hen uden den aandelige Pleje, de trænge til, ja have Krav paa, fordi Guds Riges Dør ogsaa er bleven aabnet for dem i deres Daab, og de findes ikke alene blandt dem, der leve af deres Hænders Arbejde fra Dag til Dag, men ogsaa blandt dem, der have rigeligt. Og det er øjensynligt, at jo længer disse gaa saaledes van- skøttede, som Faar uden Hyrde, des mere utilgængelige blive de for Guds Riges Ord og des blindere for alt, hvad der hører til Guds Rige. Det gaar dem som den biindfødte, vi hørte om, de tænke sig end ikke Muligheden af, at der i Evangeliet skulde findes noget, som kunde hjælpe dem og glæde deres Hjærte, endsige at de skulde bede om saadan Hjælp, som de spotvis sige om, at den kun giver dem An­ visning paa Evigheden. Her gælder det da for Kristi Disciple, at vi ikke lade dem gaa hen i denne Hjælpeløshed, ikke heller nøjes med ligegyldigt at spørge, hvem andre der kunde bære Skylden for deres aandelige Forkommenhed, om det er deres egen Synd, eller det er deres Kammerater og slet Selskab, der er Skyld deri. Nej, vi skal gribe hver i sin egen Barm; her ere alle vi, som tro paa Jesus Kristus, kaldede til at tage Arbejdet op og gøre Guds Gerning, saa længe det endnu er Dag. Og Gud være lovet, endskønt Menigheden har for­ sømt meget i dette Stykke, og vi maa desværre sige, at det ogsaa hos os er gaaet, som man andensteds har klaget over, at man altfor sent har taget fat paa at hjælpe, saa er det dog Dag endnu, — „der er endnu paa Nattens Rand en