KøbenhavnsKirkesag_1897-1899

55

op til vores alles Fader i Him len og mødes for hans T rone i K raft af vor fælles H erres Jesu K risti Naade. Denne H immelstige kunne vi bruge hver for sig; men først da faar vor Bøn ret Vinger, n aar vi bede i Fæ llesskab; og det kunne vi ej alene gøre i Menighedens Forsam ling, naar alle sam les i den Bøn, som bedes for, men ogsaa naa r vi ene i vort Lønkamm er tale til v o r F ader i H im lene. Derved forenes vi og knyttes sammen med alle dem, med hvem vi i vor H erre Je su s K ristus ere fælles om Børneretten hos ham . Ja, saaledes er det Jesu K risti Naade, som hans Menig­ hed er Husholder over, det er den, der skal forene de mange til at have ét H jæ rte og én Sjæl. Og dertil skal nu dette H us indvies, at det skal være et Sted, hvor Menigheden i dette Sogn skal sam les om denne fælles Naade, saa at de ved den m aa vokse sammen til at blive ét. Og det skal være vort Ønske og vor Bøn, at de, der her skulle samles, ret m aa holde fast ved den Undervisning, vi have taget i A rv fra Apostlene, ved Sam fundet, Brødets Brydelse og Bønnerne, saa at de i Sandhed m aa blive en Menighed. Da skal det af Guds Naade ogsaa i nogen Maade kunne gentage sig her, hvad Lukas skriver om Menigheden i Je ru ­ salem , at de havde Yndest hos alt Folket. Dette skete ikke derved, at de søgte at indynde sig hos Folket ved at tale dem til B ehag; da havde Herren ikke kunnet daglig lægge frelste til M enigheden; nej Grunden var sikkerlig den, at Folket saa, hvilken Kærlighed der bandt de troende sammen. Der fortælles i senere Dage, i Forfølgelsens Tider, at H ed­ ningerne med Undren sagde om de K ristne: se, hvor de elske hverandre! Saaledes have sikkerlig ogsaa Jøderne den Gang sagt om de troende, og de have forstaaet, at den K æ r­ lighed, som bandt dem sammen, ikke var en saadan, som man ogsaa udenfor kan finde, naar Mennesker mødes i fælles Interesser eller i H jæ rternes naturlige Overensstemmelse; nej, her var det en Magt, som Verden ikke før havde kendt, der bragte de mange til frivillig at glemme sig selv over de andres T arv, saa ingen kaldte noget sit eget, men de havde alt tilfælles. Denne Magt var Guds Kærlighed i K ristus, som alle levede i og af, og som derfor forenede dem i den indbyrdes Kærlighed. Og denne indbyrdes Kærlighed kunde