KøbenhavnsKirkesag_1897-1899

161 Selve denne Lejlighed, vi .ere komne sammen til, denne Kirkesals Indvielse, er jo et Bevis paa Sandheden af Ordet om Kvindens Sæd, der skal knuse Slangens Hoved. Dette Sted, hvor før Satan drev sit værste Spil med de stakkels Syndens Trælle, er nu blevet et Sted, hvor Evangeliet om Kvindens Sæd skal høres, den stærke Djævels Fanger udløses og Kristns med Guds Hjælp skal fødes og vinde sin Skikkelse i mange Sjæle. Derfor er der ogsaa stor Glæde og Tak og Pris i Herrens Yenners Hjerter paa denne Dag. Du er nu med til Kirkeindvielse i Dag, men er du saa ogsaa med til at prise Herren derfor? „Priser Herren?“ hedder det i den 107. Davids Salme, „det maa de sige, der ere genløste af ham, de, han har genløst af Modstanderens Haand.“ Er det sket med os, saa ere vi med i Aand og Sandhed; men er det ikke sket med dig, eller ved du ikke, hvad det er, gid det dog saa maatte ske, at der ved denne Kirkeindvielse, som du er med til i Dag, blev renset og indviet en Kirke i dit Hjerte, saa det ogsaa sagde inde i dig: „Min Sjæl ophøjer Herren, og min Aand fryder sig i Gud, min Frelser,“ For at da Forjættelsen om Kvindens Sæd atter kunde faa sin Opfyldelse i os, iblandt os, ville vi lade Ordet i Dag spørge os: E r du med til at prise Herren? Hvorfor skulle vi da prise ham? Maria siger først: „Han har set til sin Tjenerindes Ringhed.“ Hun var jo af Davids Kongeslægt, men hvor ydmyget, fornedret var ikke denne Slægt; hun var kun en fattig, ukendt Pige i en foragtet lille By. Hun hørte til Herrens udvalgte Folk, men hvor vanslægtet var ikke dette Folk i Verdslighed og Selvretfærdighed? Dog havde Herren nu besøgt det, lovet alligevel at opfylde alle sine Forjættelser. Netop dette Herrens naadige Blik lod hende ret føle baade sin egen og Folkets Ringhed. Men da netop fødes Takken, naar et Menneske kan sige: jeg var ringe, dog frelste han mig. Derfor er der saa lidt Tak i den Slægt vi leve i, fordi der er saa megen Selvophøjelse, saa megen Menneskeforgudelse og Indbildskhed af sine store Gerninger. Gud kan da ikke komme til at se os i vor Ringhed, før vi ere bievne ringe i vore egne Øjne. Sidder du nu her i denne Sal og ophøjer dig i dine Tanker over de andre, enten det saa er af din Rigdom, Dygtighed, Embedsstilling, eller det er af din Fattigdom, thi ogsaa de Fat-