KøbenhavnsKirkesag_1897-1899

1 5 7

Kristi Ord, som han har sat sin Menighed til Husholder over,' Menigheden skal kun virke og sejre ved Ordets Magt. Og det har altid vist sig, at naar Menigheden gjorde dette, trivedes og blomstrede Livet i dens egen Midte, og den var stærk til at bygge paa Herrens aandelige Hus, føje Sten til Sten, stedse flere Mennesker, som lod sig frelse. „Ikke ved Magt og ikke ved Styrke, men ved min Aand, siger Herren“ ! Dette skal ogsaa være Løsenet for alle os, som tro paa Jesus Kristus, og som derved ere kaldede til at bygge med paa. Herrens Hus, „paa Jerusalem det ny, paa den store Konges By“. Dette kunne vi ikke gøre ved Menneske-Magt og Styrke, ikke ved vor egen Fornuft eller Kraft, heller ikke ved Verdens Stormænds og mægtiges Venskab og Styrke, men kun ved den Hellig Aand. Og den Hellig Aand, Sandhedens Aand. kommer ikke gennem Luften i Stemninger og Rørelser, hvorom man ikke ved, hvorfra de komme og hvor de bære hen; nej han vil herliggøre Jesus Kristus ved at „tage af hans og for­ kynde os.“ Og derfor, kun ved at tro og lyde Jesu Kristi Ord kunne vi føres af den Hellig Aand og blive i Stand til at bygge med paa Herrens Hus. Det er ikke sagt, at vi derved faa et stort og iøjnefaldende Arbejde, maaske faa vi kun dette, at lægge en eneste levende Sten, nemlig os selv, paa Grund­ volden; men gøre vi dette ved Herrens Aand og Ord, saa bliver det en i Sandhed levende Sten, der hidrager sit til, at Huset en Gang kan staa fuldfærdigt. „Ikke ved Magt og ikke ved Styrke, men ved min Aand, siger Herren!“ Dette skal være vort Løsen paa denne Indvielses- Dag saa vel som under alt vort Arbejde for at faa flere Kirker og Ordets Tjenere i denne store Stad. — Ja, naar vi indvie en Sal som denne til et Guds Hus, et Sted hvor Guds Navn skal bo og herliggøres i Menneskehjerter, saa kunde vi vel fristes til at sukke, ligesom de gamle gjorde ved Tanken om Salomons Tempel, dengang Grundvolden var lagt til det nye. Det er i Sandhed fattigt og ringe, at vi her i vort Lands Hovedstad, i et Folk, hvor Kristi Evangelium har slaaet Rod og været for­ kyndt i tusinde Aar, at vi her skal nøjes med en Sal i en Bag- gaard som Kirke. Hvor fattig er den dog ikke imod de store og skønne Kirker, som vi have arvet fra vore Fædre, og som ere rejste i denne Stad i de senere Aar! Var det ikke bedre at