KøbenhavnsKirkesag_1897-1899

95 Ord det Skin over Kirkefondet, at delte nærer en saadan halv sekterisk Opfattelse, at det skulde være mere aandeligt at virke for og i en lille Distriktskirke end i en stor Sognekirke, vel inaaske ogsaa mere aandeligt at søge sin Opbyggelse der. Og det kan vel hænde, at en og anden nok vil tro saaledes om Kirkefondet. Men dette mener intet saadant, og noget saadant har vi heller ikke sagt. Men hele denne misvisende Beskyldning beror alene paa, at Provsterne ikke have forstaaet den i det nævnte Blad beskrevne Modsætning. Den beror ikke derpaa, at Provsterne ønske Sognekirker, vi andre Distriktskirker. Modsætningen var denne: en Opfattelse godkender alene saadant Arbejde for Kirkesagen, der direkte indsamler Penge til Sognekirker; den forkaster alle andre Bestræbelser og mener, at naar blot der samles Penge til Kirker, er alt dermed gjort. En anden Opfattelse ser med mindre Fortrøstning herpaa, og ihukom­ mende, at Troens Liv og Guds Riges aandelige Fremgang er Hovedsagen, og at man før har set en stor, ny Kirke staa tom, siger den: Kirkerne behøve vi; men Kirkerne ere ikke Hovedsagen. Der kan arbejdes for Guds Rige ogsaa i smaa tarvelige Huse; og hvis vi finde troende Mænd, som ere skikkede til Gerningen, sætte vi dem i Arbejde snarest muligt, haabende, at hvis der samler sig en Menighed om Gerningen i det bile Lokale, vil det blive en Hjælp til senere at faa rejst en Sognekirke. — Dette var sagt i hin Artikel, men ikke det, som Provsterne have anført. De have enten misforstaaet Ordene eller været meget u h e ld ig e med Gengivelsen. Den næste Misforstaaelse finder jeg straks i Begyndelsen af Provsternes i Nationaltidende citerede Skrivelse til Kirkefondets Bestyrelse, hvor det hedder saaledes: „Vi kunde ikke sympathisere med, at enhver Discussion om „Kirkefondets Statuter paa Forhaand var afskaaren, saa at der „slet ikke blev Spørgsmaal om de Mænds Opfattelse, der dog „skulde arbejde for deres Gennemførelse. Og vi kunde ikke til­ bageholde vore Indvendinger imod Bestyrelsens Sammensætning. „Det syntes os ikke blot, at der her var taget et utilbørligt ringe „Hensyn til den Retning indenfor Folkekirken, som vi regnede „det for en Ære at tilhøre. Men det forekom os mærkeligt, at der „blandt Bestyrelsens Medlemmer fandtes et saa stort Antal Navne „paa Mænd, der ikke vidstes at have noget særligt Kendskab til „de københavnske Kirkeforhold, medens saa faa af dem, der i „mange Aar havde staaet midt i Arbejdet herinde, vare medtagne, „skøndt det kunde forudsættes, at disse havde særlige Betingelser