KøbenhavnsKirkesag_1897-1899

9 4

Hovedopgave, at bygge Kirker - og han ved ikke, at Kirkefondet i det forløbne Aar bar bekostet Fuldførelsen af Lukaskirken, købt Grunden til Nathanaelskirken i Sundby og desuden sat i Gang to—tre nye Indsamlinger til Sognekirker. Han klager i stærke Toner over, at Kirkefondet har købt Vesterbrogade 17, og frem­ hæver særligt som en af de sørgelige Følger deraf, at nanr Salen bliver indviet til Kirke, „bliver Folkekirken Husejer og vil da maaske leje Kælderen i Forhuset ud til en Værtshusholder og første Sal til en Aagerkarl“, eller maaske vil den blive nødt til at inddrive skyldig Leje ved Rettens Hjælp. - Det synes nu utilladelig naivt at antage, at Kirkefondet vil leje sin Kælder ud til Beværtning; men endnu mere løjerligt er det, at Forfatteren ikke kan skelne mellem Folkekirken og en Kirkeejer. Og endelig synes han ikke at ane, at der ikke gaar noget Aar, uden at Kirkeejere rundt om i Landet inddrive Restancer ved Rettens Hjælp, ja at saadant til­ med ogsaa gøres af Præster og Kirkebetjente. Imidlertid er det et langt alvorligere Angreb, som er ført af Provsterne Paulli og Schepelern i to Artikler i Nationaltidende, hvori de have ønsket at give Offentligheden Klarhed over Grunden til deres Udtrædelse af Kirkefondets Bestyrelse og over Kirkefon­ dets Arbejdsmaade. Hvad der gør denne Redegørelse til et end- ogsaa meget skarpt Angreb, er dels en Række Misforstaaelser dels en Række Udtalelser, der ere saa uheldigt formede, at de for alle Udenforstaaende maa lyde som Beskyldninger af en Art, som Mænd af Ære ikke pleje at byde hinanden. Men derved synes Provsternes gode Hensigt, at ville bringe Klarhed over den hele Sag, saa totalt forfejlet, at deres Ord meget mere, hvor de ere tagne, som de lyde, have givet Offentligheden en ganske usand Opfattelse deraf. Jeg skal i det Følgende forsøge at eftervise dette Punkt foi Punkt. Allerede i Indledningen til den første Artikel møde vi den første Misforstaaelse. Idet der hentydes til en Artikel i dette Blads Nr. 6 , skrives der: „Vi tilstaa, at det er os ganske ufatteligt, at det skal være en mere „aandelig“ Fremgangsmaade at virke for, at Præster komme ’ til at arbejde i et Distrikt med en Bedesal som Samlingspunkt, ”end i et Sogn med en Sognekirke som fælles Mødested for Menig­ h e d e n “. Dette synes virkelig ufatteligt. Og Provsterne kaste med disse