KøbenhavnsKirkesag_1897-1899

3

liggørelse i Hjerterne og dermed i det daglige Liv, men som navnlig tog Sigte paa at udbrede levende Kristendom i Folkets store Masse ved at vække de sovende og samle de troende til Samfundsliv. Og idet den her i København kom til at staa over for hin Bevægelse, her, hvor Gennembrudets Mænd havde deres Lejr og fornemste Tilslutning, maatte den forme sig til Arbejde for, at ogsaa vi kunde faa vore Lejre, Kirker med levende Menigheder rundt om paa Stadens Enemærker. Saaledes førte baade indre og ydre Forhold til Rejsningen af den københavnske Kirkesag. Og da Myndighederne endnu lod til hverken at kunne høre eller se — det var i Sandhed stumme Guder —, hlev den rejst af Kvinder og Mænd af Menighedens Midte, og derved maatte den komme ind paa smaa Kirker med smaa Sogne, rettere Distrikter, thi de kunde jo umuligt magte store. Saa rejste sig de smaa Kirker i den ydre By, og livskraftige Menigheder blomstrede op paa øde Vange. Dette skyldtes den Virksomhed, der udfoldedes af det i 1890 af en Kreds af Kristne nedsatte Lægmandsudvalg for Kirkesagens Fremme i København i Forbindelse med den tidligere af Kvinder stiftede Forening til Opførelse af smaa Kirker. Virksomheden hæmmedes imidlertid ved, at der efter indgiven Adresse omsider af Ministeriet blev nedsat en Kirkekommission, idet man maatte frygte for at foregribe dennes Arbejde. Kommissionen, der bestod af fremragende Mænd af forskellige Retninger, der havde Menighedens fulde Tillid, afgav allerede efter 16 Maaneders Forløb en udførlig Betænkning, hvorefter der som bekendt ved Statens, Kom­ munens og Sognemenighedernes forenede Kræfter skulde bygges 8 Kirker i Løbet af 5 Aar. Forslaget var efter Forholdene højst moderat, og det lykkedes ogsaa at erhverve Kom­ munens Tilslutning, men ikke Statens. Borgmester, Konfe- rensraad Hansen, som havde været Medlem af Kommissionen, skrev dengang derom, at, om Ordningen lod sig gennemføre, vilde afhænge af Regeringens Styrke, Rigsdagens Velvillie og Gejstlighedens og Menighedens Sammenhold. I sidstnævnte Retning skortede det vistnok ikke, Rigsdagens Mening blev ikke udtalt, thi Sagen var kun til en første Behandling i Lands-