KøbenhavnsKirkesag_1890-1915

86

Kirkerummet til Menighedens Brug, en Frihed, man nu vilde regne for en Selvfølge, men som man dengang be­ tragtede som noget meget radikalt. Og da mod Slutningen af hans Liv et Forsøg blev gjort paa at ordne de køben­ havnske Kirkeforhold ved at lægge Voldterrænets Befolk­ ning (nu Andreas- og Esaiaskirkens Sogne) ind under de gamle Sogne »indenfor Voldene« og saaledes undvære nye Kirkebygninger og Sogneudskillelser i dette Terræn, afviste

han dette Forslag med en mesterlig, ungdoms­ frisk Betænkning, der vidnede om hans store Fremblik og var gen- nemtrængt af en velgø­ rende Varme. Biskop F o g var en af de Skikkelser, man ikke glemmer igen, naa r man ha r været i Berøring med ham. Denne smuk­ ke, anselige Mand havde et Aandens Stempel paa sit rene, aabne Ansigt, som ikke kunde be­ drage. Var der noget,

B iskop Fog.

som mishagede ham, saa sagde han det rent ud, til høje og lave, men altid paa en saadan Maade, at man ikke følte sig saaret. Da en af vor Handels mest frem­ ragende Repræsentanter i en lidt kaadmundet Tone havde omtalt etHandelsfifsom nogetnaturligt, tog F o g øjeblik­ kelig Ordet og sagde: »Jeg troede ikke, at Snyderi under nogensomhelst Form kunde anbefales«. Der var over F o g en ejendommelig Humor, parret med en velgørende Hjertelighed. Jeg mindes en Dag, da jeg mødte ham paa Gaden, og han standsede mig med de