KøbenhavnsKirkesag_1890-1915
73 Den bidrog til at nærme Præst og Menighed til hinanden, og i Slutningen af 50erne og Begyndelsen af 60erne blev Forkyndelsen efterhaanden en anden, fik et friere, varmere Præg, skønt jeg ikke tror, man kan kalde de Kredse, der samledes om den ældre P a u l l i og senere F o g , egentlige Menigheder. Da jeg selv blev Præst 1867, blev Indholdet af min og mine Studiefællers Prædiken, en Prædiken om Synd og Naade med al den rige Udvikling, som Nye Testamentes mangfoldige og dejlige Indhold forsynede os med. Desto værre kan jeg ikke sige, at den store Kreds, der sluttede sig om mig, blev en Menighedskreds. Dertil bidrog, at der i Odense praktisk talt ikke kendtes Sognegrænser. Der var vel fire Kirker med fem Præster, men det hele var dog som eet Sogn. Desuden havde vi to Præster ved Frue Kirke ikke hver sit afgrænsede Distrikt. Det var nu ogsaa mest Folk fra andre Sogne, der fyldte min Kirke og Kon firmandstue, og jeg maatte opgive Tanken om at faa bygget et Menighedshjem, da et saadant ikke godt kunde tænkes for Frue Sogn alene. Der var en saadan Hunger efter at høre Evangeliet, — man kendte dengang ikke synderligt til »Møder«, — at min Kollega og jeg i tretten Vintre holdt Ugedagsgudstjenester om Aftenen (senere fortsat af mig med Bibellæsninger). Jeg fik her Lejlighed til at prædike over fritvalgte Tekster, ogsaa af det gamle Testamente, en Vinter en Bække Tekster af 1. Mosebog, en anden af Salmerne, Esajas o. s. v. Vi fik fuldtonende Menigheds sang, baade naar vi bad: »Bryd frem mit Hjærtes Trang at lindre«, og naar vi istemte: »Lovsynger Herren den evige Konge med Ære«. Jeg kunde ogsaa godt faa min Tilhørerkreds med til enkelte Opgaver. Da jeg en Dag efter Gudstjenesten havde bedt om Bidrag til en Kirke i New-York, hvor en af v.or Menighedskreds, B. A n d e r s e n , var bleven Sømands- og Emigrantpræst, meldte der sig Dagen efter 86, villige til
Made with FlippingBook