KøbenhavnsKirkesag_1890-1915

72 med glade Ansigter, rakte hverandre Haanden og ønskede glædelig Jul. Det var min første Forudfølelse af et Menig­ hedsliv. Et andet Lyspunkt var det, da jeg i 1850 besøgte Provst H e i b e r g i Kerteminde. I Mørkningen satte d e n ældste Datter, 16 Aar gammel, min senere Hustru, sig til Klaveret og istemte en Salme, saa satte Fader og Moder sig i Sofaen, og 'de syv andre Børn samledes om Klaveret. Alle stemte i med. Jeg var dybt bevæget over dette første Bekendtskab med et kristent Familieliv. F ra mit Universitetsliv mindes jeg M a r t e n s e n (til 1854) med stor Taknemmelighed. Hans aandsbaarne Foredrag, der var Udtryk for en overbevisningstro Personlighed, nedlagde mange Spirer i Hjertet, der ogsaa opvarmedes ved hans Fremdragen af og Kærlighed til Mystikerne. Udenfor Studierne og Universitetet bidrog — maaske til manges Forundring — især det kongelige Theaters Frem­ stilling af H o l b e r g og S h a k e s p e a r e (og mange andre) til, at jeg gennem den levende og naturtro Fremstilling lærte Menneskehjærtet at kende; ligesom jeg af Kunsthistorikeren H ø y e n s sjælfulde og veltalende Fremstilling af Tider og Mennesker lærte »at tale«, det vil sige, at lægge min Sjæl ind i Talen, saaledes, at Tilhørerne kom til at lytte. Han var nemlig utvivlsomt den største Taler, Danmark har ejet i forrige Aarhundrede. Den første Præst i København, der begyndte en ny Prædikemaade — naar bortses fra G r u n d t v i g , hvis Kreds var temmelig eksklusiv — var B l æ d e l . Skønt B l æ d e l s Foredrag var monotont og stift ligesom hans Optræden, gik det dybt i Hjærtet, fordi det kom fra Hjærtet og baade var evangelisk og havde personlig Adresse. Han blev manges »Sjælesørger«. F r i m o d t , min samtidige, var hans Discipel, idet han og tiere andre — hvortil jeg dog ikke hørte — jævnlig kom sammen til Møder hos B l æ d e l og lærte af ham. Aanden fra 48 havde ogsaa sin Betydning for Kirken.