KøbenhavnsKirkesag_1890-1915

188 at det maatte blive til Lykke og Velsignelse og saa føjede til: »For De er jo ikke lykkelig, vel?« — sendte ham et Blik, saa fuldt af Forbitrelse og af Længsel, af Skam og af Trods og af mange andre modstridende Følelser, som et Menneskeblik kan være, og saa brast i Graad, næsten med et Skrig, og hulkede, som om Hjærtet skulde briste. Eller den hysteriske Kone, som havde født tolv Børn til Verden, og de elleve var døde kort efter Fødselen, og hun vidste, at det var hendes egen Skyld: det var hendes letsindige Ungdom, der gav dem Sygdommen som et frygteligt Arvegods. Og den ene, hun havde faaet Lov at beholde i en Aarrække — nu var der Tegn til, at hun skulde miste ogsaa det Barn, og hun rasede mod Gud og Mennesker, og da hun jo ikke ligefrem turde slaa Præsten, saa knaldede hun Petroleumsilaskerne mod Kakkelovnen og slog til den med Ildtangen. Men Stormen fik raset ud, og hun kom til at græde over sig selv, og det gjorde saa godt, saa godt. — Den Mand havde Ret, som kom for at melde sit lille nyfødte Barns Død, og som forklarende føjede til: »Barnet kunde ikke græde; derfor kunde det ikke leve!« I de Ord var der Forklaring paa meget mere, end han selv vidste og forstod. Men naar Barnet i et Menneskes Sjæl kommer til at græde, saa kan det leve. Og naar David siger til Gud: »Mine Taarer er gemte i din Flaske; staa de ikke i din Bog?« (SI. 56,9) — saa kan man gærne finde Udtrykket aparte og uskønt, men den, der har prøvet at græde — over sig selv eller med andre — véd, hvormegen Trøst og Kraft, der ligger i Forvisningen om dette: der er een, som hører, naar Barnet græder, som regner dermed og faar Velsignelse ud deraf — ogsaa i den store By.