KøbenhavnsKirkesag_1890-1915

187 havde Kone og to Børn ovre paa Fyen. Og fra den Dag var hun et gamm elt Menneske, i hvem Bitterheden og Sløvheden stredes med hinanden; og den sidste havde vel nok faaet Overtaget, men nu var Barnet i hendes Sjæl vaagnet, levende og længselsfuldt trods Aartiers Død og

N athanaelskirken. Dvale. Og Gudskelov, at der er een, som ogsaa inde i den store By hører, naar Barnet græder. Eller den unge Pige, som atten Aar gammel havde faaet sit tredje nægte Barn, og som, da Præsten kom for at hjemmedøbe det, aabenbart var forberedt paa og fast be­ stemt paa at sætte haard t imod haardt; men som, da Barnet var døbt, og Præsten gav hende Haanden og ønskede,