KøbenhavnsKirkesag_1890-1915

170 bejdet, nogenlunde overkommelige Sogne, smukke Kirke­ huse, det fornødne Antal af Arbejdere, saa er og bliver det allervigtigste dog, at Herrens Aand er i Arbejdet, baade for Præstens og de læge Arbejderes Vedkommende. Gid denne Aand maa komme til at fylde os mere og brænde kraftigere i os og iblandt os i de kommende Tider, for at der maa komme til at ske endnu herligere Ting i Retning af Synderes Omvendelse i de Tider, som kommer.

G E T H S E M A N E K I R K E N .

D E N T R A N G E —

M E N L Y K K E L I G E B E G Y N D E L S E .

Af TH. INGOMAR PETERSEN. En Slags præstekjoleklædt Bymissionær! Det var den lidet misundelsesværdige Stilling, som blev den Sognepræst til Del, der steg ned fra den gejstlige Embedsstiges ret høje Trin, Sognepræstestillingen paa Landet, og officielt blev beskikket til midlertidig ordineret Medhjælper hos Sognepræsten og den residerende Kapellan ved St. Matthæus Kirke i København. At Stillingen var lidet misundelsesværdig, set gennem den gejstlige Rangforordnings Briller — man maatte jo »afskediges i Naade« for at kunne komme saa langt ned — havde ikke blot vor kære »Overbiskop« F r i i s H a n s e n , men ogsaa Sjællands Biskop, S k a t R ø r d a m , en Følelse af; thi ved særlig Gunst udvirkede Biskoppen, at jeg — den 36aarige Sognepræst — som den første noget ældre »præ­ stekjoleklædte Bymissionær« fik en kongelig Udnævnelse i Tilgift til den ministerielle. Dog i herligt Rosenskær fremstillede Kirkefondets Se­ kretær Stillingen, hvad enten han talte om de mange Tusinders aandelige Nødstilstand, fremkaldt ved Kirkens