KøbenhavnsBrandvæsensHistorie

Vand a t slukke med, saa og age Byens Fyrhager og Stiger til dem, hvor saadan Fare for Haanden er, og a t de dertil ikke skal eller maa være uvillige“ ; der var lovet den første, der kom med Heste og Vogn for at køre Vand eller lignende, en Daler „af Byens Pendinge“ ; den, der gav Møde som Nummer to, fik tre Mark, den tredje fik to Mark, „og saa fremdeles efter Lejligheden, som de flittige findes“ . Var Oldermanden, Stolsbrødrene eller nogen Vognmand i saadanne Tilfælde „forsømmelige

Haandsprøjter. (Friluftsmuseet i Lyngby). eller uvillige, den skal ikke vide sin egen Brøde“ . Vognmændene skulde altid „have udi deres Lavsbog antegnet den Vognmand ved sit Navn, som forskrevne Sprøjte skal føre, desligeste de Personers Navne, som den udi Nødsfald styre og regere kunde, paa det intet dermed forsøm­ mes skulde“ 15). I 1613 blev Vognmandslavet ophævet. Da det 1622 blev genoprettet og fik sin nye Lavsskraa, indeholdt den a tte r Bestemmelser om Vogn- mændenes Pligt til a t fremføre Sprøjten og til a t køre Vand til Brand­ stedet: Det ganske Vognmandslav skulde „uden al Forsømmelse holde gode og visse Ordning, om (Gud forbyde!) nogen hastig Ildebrand op- 2 9