KøbenhavnsBrandvæsensHistorie

der ledede Opdriftstilbøjeligheder og Selvstændighedsfornemmelser ind i den honnette Ambitions Baner. Vrangsiden deraf blev de evindelige Rangstridigheder og det stadige Kompetencekævl indenfor Admini­ strationen. Den store Brand 1728 foranledigede b land t meget andet ogsaa, at Spørgsmaalet om Brandfolkenes Indkvarteringsfrihed blev genoptaget. Denne Rettighed var for det store Flertal af Brandkorpsets Med­ lemmer den eneste Form for Vederlag for deres Tjeneste (se foran S. 67 f.) Sidst i April 1729 udta lte Indkvarteringskommissionen imidlertid, at Indkvarteringen nu efter Branden var en ret tyngende Byrde for Byen, fordi Ejendommenes Antal var blevet saa stærk t formindsket, og paa Grund af de sløje Tider for Erhvervene. Man foreslog a t lette denne Byrde noget ved a t indskrænke Brandfolkenes Indkvarteringsfrihed. Denne skulde oprindelig kun have været 150—200 Portioner (i 1692 kun 125, se foran S. 68), men omfattede nu ikke mindre end 900 Portioner. I Slutningen af Maj befalede Kongen Direktøren for Brandvæsenet a t træde sammen med Indkvarteringskommissionen for a t overlægge, hvorledes Stadens Byrde bedst kunde lettes, og hvorledes Sagen bedst kunde ordnes for Brandfolkenes Vedkommende22). I Forbindelse med denne Drøftelse synes en „Annotation“ a t staa, som ganske vist er uden Dato, Underskrift og Adresse, men gør et tro ­ værdigt Ind tryk og synes a t stamme fra 1728—29. Den giver først en historisk Redegørelse for Brandvæsenets Forhold til Indkvarteringen, idet den begynder med Aaret 1690. Indkvarteringskommissionen havde i Maj 1713 resolveret, a t Brandfolkene for deres borgerlige Næring skulde nyde Frihed; de derved mistede Portioner skulde da indvindes ved a t blive lagt paa Grundene. I Maj 1717 havde Kommissionen be­ stemt, hvem der skulde nyde Indkvarteringsfrihed og hvor meget. Tømrer- og Murermestre saavel som deres Svende, ligeledes Blytækkere og Brandmajorens egne Folk maa tte være fri for den Indkvartering, som blev lagt paa dem for deres Grund eller Næring. Overbrandmestre, som ikke tilhørte en af de tre nævnte Professioner, maa tte højst nyde Frihed for 3 Portioner, og Underbrandmestre højst for 2 Portioner. Alle andre ved Sprøjterne, d. v. s. Sprøjte- og Straalemestre, Assistenter, 149