KøbenhavnsBagerlaug_1683-1933
2 0 8 * forholdt sig utilbørligt med det Brød, de havde bag t til Armeen, idet en Del af det havde væ ret undervægtigt og heller ikke forsvarligt bagt, saa skulde de komm itterede, naar Sagen blev dem forebragt, forsvarligt kende og dømme, saa de skyldige Bagere kunde blive tilbø rligt straffede. Hvad R esu ltat denne Sag fik, vides ikke, men er det egentlig ikke ret forstaaeligt, om det har skø rtet noget baade paa Vægten og paa Bag ningen, naar det tages i Betragtning, hvad det vilde sige for Bagerne pludseligt a t faa en saa stor Leverance befalet. De havde jo i Forvejen deres P ligt til a t holde Byens Indvaanere forsynede med Brød, og med dette for Øje, og ikke paa Masseleverancer indenfor saa ko rt Tid, var deres Virksomhed anlagt. Her som altid har det gamle Ord om Hast værk og Lastvæ rk sikkert væ ret paa sin Plads. Gentagne Gange formanede O ldermanden sine Laugsbrødre til nøje a t passe paa. De vidste jo, hvor lidt der skulde til, førend Myndighederne faldt over dem. Og det var altid dem, der blev Syndebukkene. Hvis en Fribager lagde den Dej g, som han fik bag t hos en Laugsbager, saa knap t, a t Brødet blev undervægtigt, saa va r det Bageren, der blev straf fet, medens Frimesteren gik fri. Og da Fribagerne ofte lod bage og solgte tre Gange saa meget Rugbrød som Laugsbagerne, kunde H istorien blive alvorlig nok. Og det var ikke blot Vægten, det g jald t. Hvem garan terede Bageren for, a t Melet, som Fribageren havde b en y tte t, var »ustraffeligt«? Men alligevel var det Bageren, der m a a tte lægge baade Ryg og Navn til. 16. April 1793 meddelte Oldermanden Interessenterne ved Circulære, a t han havde væ ret k ald t til Politimesteren, der havde anm odet ham om at tilkendegive Interessenterne, a t de nøje paasaa, a t der ikke var Sand i Rugbrødet og fint Brød, da han, hvis saad an t fandtes, vilde blive nødt til a t mulktere de paagældende. 1. September 1810 advarede Oldermanden Laugets Medlemmer om at give Surbrødet en saadan Behandling og Vægt i Forholdet til Rugprisen, a t Magistraten ikke skulde se sig nødsaget til ved en T ak st a t give en bestem t Størrelse for Surbrødet. 29. September 1817 tilskrev Politimesteren O lderm anden, a t der længe var ført Klager over, a t det Brød, der solgtes som Rugbrød og v a r mær ket som saadan t, var iblandet Klid og Afsigtning eller andre Kornsorter, ligesom Behandlingen af Brødet heller ikke havde væ ret a f den Be skaffenhed, som den burde være. Politimesteren ud talte, a t d et var hans Pligt a t paase, a t Taksten overholdtes,, men O ldermanden v a r hellet
Made with FlippingBook