Københavns Gasværker_1857-1932

med Rageren opholdt sig jo lige foran Karren med de glødende Koks, og den Mand, der holdt i Ladeskuffens Haandgreb, kom meget nær til Flammerne, der slog ud af den aabne Retort. Der var imidlertid ingen Fare derved, og i Intervallerne mellem »Trækningerne« havde Folkene god Tid til at hvile sig. Det vil forstaas, at Arbejdet krævede et betydeligt Mandskab, naar det skulde tilendebringes i Løbet af en rimelig Tid. En »Trækning« ved Haandkraft frembødet imponerende Syn, især ved Natte­

tid. De faa Gasblus, der var anbragt langs Væg­ gene, gav næsten intet Lys i det store Rum med de altid sorte Vægge, men et saa meget stær­ kere og pragtfuldere Lys kom fra de lange Flam­ mer, der spillede ud af de aabne Retorter, og fra de glødende Koks1). Som andetsteds om­

talt maatte Vestre Gasværk atter og atter udvides, men i de første 30 Aar skete ingen væsentlig Forandring ved den tekniske Side af Driften — dog med een betydningsfuld Undtagelse, der ikke er almindelig bekendt blandt Nutidens Gasteknikere og derfor fortjener at nævnes. Rensning af Gassen ved Hjælp af Kalk var kostbar, og naar Kalkmassen var mættet med Svovl, kunde den ikke yderligere bruges til noget. Da den tillige afgav en ubehagelig Stank, var den vanskelig at blive af med som Fyld. I E r­ kendelse heraf begyndte forskellige engelske Ingeniører at eksperimentere med andre Stoffer; saaledes udtog Laming i 1848 Patent paa at anvende en Rlan- ding af Jerntveilte og Kalk, Johnson i 1850 paa Rrug af forskellige Metalsalte, Cormack i 1850 paa Jernsulfat og Kogsalt, samt Hilis i 1849 og Evans i 1858 paa Jerntveilte, dels i Rlanding med andre Stoffer, dels alene. Nogle af disse *) En Vinternat havde en Mand begivet sig ud paa Isen i Vestre Gasværks Havn for at stange Aal, m en var herunder saa uheldig at falde i Vandet. Hans Nødraab blev hørt paa Gasværket, nogle af Folkene løb ud paa Isen, og det lykkedes dem at trække Manden op, dog ikke før han havde tabt Bevidstheden. De bar ham ind i Retorthuset, hvor der var varmt, og lagde ham paa en Bunke Sække, i Haab om at han atter vilde komm e til sig selv, hvilket ogsaa skete. Men da Manden saa, at han befandt sig i et uhyre Rum med lange Flamm er og glødende Ildgab og m yldrende af sorte Skikkelser, der m ed stor Færdighed haandterede uhyg­ gelige Redskaber, udbrød han, sm ertelig bevæget: »Aah, Herregud, saa er jeg alligevel komm en der«!

2 1