Københavns Gasværker_1857-1932

for at overvinde Modstanden i de øvrige Apparater paa Gasværket og for at sende Gassen gennem de lange Byledninger ud til Forbrugerne. Gassen indeholder paa dette Stadium endnu svage Spor af Tjære; disse fjer­ nes i et Apparat ved Navn Tjærendskilleren. Derefter gaar Gassen til Vaskeren, en Maskine, hvor Gassen vaskes med Vand og derved befries for Resten af Ammoniaken foruden en Del af de øvrige, fremmede Luftarter. Endelig skal Gassen renses fuldstændig for Svovlbrinte og Cyan, hvilket sker i Renserne, store Støbejernskasser, der er fyldt med Rensemasse. Hertil benyt­ tedes i ældre Tider Kalk (se Side 13), men nu altid Myremalm, et Mineral, der bl. a. findes adskillige Steder paa den jydske Hede. Stoffet, hvis kemiske Navn er Jerntveiltehydrat, har den Evne at kunne forbinde sig med Svovlbrinte til Svovljern, og med Cyan til det bekendte Stof Berlinerblaat. Naar Massen ikke vil optage mere Svovlbrinte, tager man den ud af Rensekassen og lufter den godt ud, hvorved den kemiske Proces gaar modsat Vej, saaledes at der gen­ dannes Jerntveiltehydrat under Udskillelse af frit Svovl. Massen kan saaledes benyttes gentagne Gange. Efter at have passeret Renserne er Gassen fuldstændig ren. For at man kan vide, hvor meget man har produceret, sender man nu Gassen gennem en Maaler, hvorfra den gaar til de kendte, store Gasbeholdere. Herfra gaar Gassen gennem store, underjordiske Rørledninger til Byen, men maa dog først passere en Re­ gulator, der til enhver Tid afpasser Gassens Tryk efter Forbrugets Størrelse. Kulgassen bestaar af en Blanding af forskellige Luftarter, der næsten alle er brændbare, kun nogle faa Procent kan ikke brænde. Omtrent Halvdelen af Gassens Rumfang er Brint, det letteste af alle Stoffer (heraf Gassens Evne til at kunne bruges til Fyldning af Luftballoner). En Fjerdedel af Rumfanget er Metlian, ogsaa kaldet let Kulbrinte, Sumpgas eller Grubegas. En Tiendedel er Kulilte, et fortræffeligt Brændstof, men det er denne Luftart, der gør Gassen giftig at indaande. Nogle faa Procent er saakaldte tunge Kulbrinter. I ældre Tid, da Gassen benyttedes til Belysning ved Hjælp af aabne Blus, var det udeluk­ kende dette ringe Kvantum tunge Kulbrinter, der betingede Gassens Lysevne, idet de er de eneste, der brænder med lysende Flamme, medens Brint, Methan og Kulilte brænder med ikke lysende eller dog kun svagt lysende Flamme. De ikke brændbare Bestanddele er Kvælstof, Kulsyre samt en Ubetydelighed Ilt. Gassen kan ikke brænde, medmindre der tilføres Flammen Luft. Tilføres der ikke Luft nok, vil Flammen ose eller gaa helt ud. Til en god Forbrænding af Gassen kræves mindst 5 Gange saa megen Luft, som Gassens eget Rumfang udgør.

16