KøbenhavnPaaHolbergsTid

320 Studenterne. naar de havde modtaget Almissen: Deo gratias (Gud ske Lov). Mortensaften gik hele Kor omkring i Gaderne og sang latinske Sange, f. Ex. Clangat tua, Phoebe, cithara, resonetque dulcis tibia; sunt celebranda nobis læta Martinalia, heus pocillator! ohe cantator! Opus est vestra opera pocula plena voxque serena Den Lærdom, disse Disciple fik, gik mest nd paa den rent ydre Færdighed; naar der i »Erasmus Montanus« (3, 3) siges, at »nu om Stunder deponerer Karle fra Kjøbenhavns Skole, som kan gjøre he­ braiske og kaldæiske Vers«, vidner dette om, at man lagde Vægten paa saadanne ligegyldige, men vanskelig udseende Ting, der kunde tage sig ud i Pedanters Øjne og som alene var skikkede til at ind­ pode de Unge den aandelige Hovmod, der skulde videre udvikles ved Universitetet. Lærde Folk gav sig ofte Udseende af ikke at bekymre sig om det ydre; derfor viser Erasmus Montanus sig (2, 1) »med Hoserne nede om Benene« i Overensstemmelse med Per Ruses Beskrivelse i »Peder Paars« af en lærd Mand: nubila tundunt, jubila fundunt intim a57).

»Per Iversen, I véd, en gammel lærd Student, som jeg for nogle Aar i Kolding haver kjendt, han elsker gjerne sødt, Rosiner, Mandler, Sukker, han ofte gaar forbi vor Bod og dybt sig bukker, han synes som han ej ret tælle kan til fem, i sin Theologi han dog er meget slem. Jeg ved at han er lærd, skjønt jeg kun er en Kræmmer, thi han sig børster ej, sig aldrig Haaret kæmmer, som ret grundlærde Folk hel nøje tar i Agt, paa slige ringe Ting der ligger ingen Magt. Den hele Kalundborg ham for hans Lærdom roser thi han ej Hænder tor, ej binder sine Hoser.«

Ligesom den aandelige Føde, Universitetet ydede, var uden stort Indhold, blev de ældre Videnskabsmænd Pedanter, der var ukjendte