KøbenhavnPaaHolbergsTid

Haandværkslav. 2 9 9 Beretning, de kan ej hjælpe os, saasom Kommercekollegium vil saa have det, at Borgerskabet skal ødelægges. Vel er Kommercekollegium derom tilskrevet, men de har ikkun givet Magistraten et slet Svar, vil vi se os frelste, men vi søge det direkte hos Hans Majestæt. Altsaa indflyr vi i allerdybeste Underdanighed for Eders Majestæts Trone, at vi fattige Undersaatter dog i disse vanskelige Tider for et eneste Menneskes Skyld ej ganske skal ødelægges og nødes til at tigge, men at vi maa blive befriet fra Politiet og dets haarde Med­ fart og aleneste nu som tilforn dependere af vores retsindige Magi­ strat, som allerbedst kjender Borgerskabets Lejlighed, og at vores forrige Frihed, som Anno 1673 d. 20. Marti allernaadigst er udgivet af salig og højlovlig Ihukommelse Kong Christian den Femte, allernaadigst af Eders kgl. Majestæt maa blive konfirmeret og at alle andre, som ikke henhører til Slagterlavet, maatte blive afskaffede. Vi har slet intet at klage paa den gode Hr. Gehejmeraad Rosenkrantz, thi han var ej tilstede, da den sidste Dom d. 31. Maji sidstafvigte blev afsagt, men med største Respekt for hans før beviste Retfærdighed og Haand- hævelse, men vi har aleneste at klage paa Forpagteren Sprøiter, hvil­ ken er sat til Alles Ruin og Fortræd, thi de andre gode Herrer ved Kommercekollegium gjør den største Synd, at de i saa store Poster konniverer med ham og saaledes paa hans løse Angivelse uden videre Bevis tildømmer os at give ham saa godt som en aarlig Skat; i den Sted Eders kgl. Majestæts allernaadigst paabudne Skatter maa staa ubetalte, bliver disse Bøder exekverede. Hvorfor vi endnu som til­ forn allerunderdanigst beder, at vi for saadan haard Medfart aller­ underdanigst maatte vorde forskaanede, som skal forbinde os at leve Eders kgl. Majestæts vor alleraaadigste Arvekonges og Herres aller­ underdanigste tro Undersaatter«33). Det viste sig, at Magistratens anførte Ytringer var opdigtede af den, der havde ført Skrivelsen i Pennen, om at Kommercekollegiet ikke vilde gaa ind paa Slagternes Opfattelse jaf deres Forpagter. Dette var jo i og for sig strafværdigt, men værre var det, at Beskyldningen væsenlig var rettet mod en af Kongen beskikket Øvrighed, hvorfor de Skyldige var hjemfaldne til Straf efter Lovens Pag. 1001 7 Artikel; da Magistraten dog ikke mente, at det var Kongens Yilje at straffe efter Lovens Strenghed eller at de gode og høje Herrer i Politi- og Kom­ mercekollegiet vilde se det hele Lav ruineret og beskæmmet, bestemtes det efter dens Indstilling 10. Febr. 1721, at Oldermanden og alle