KøbenhavnPaaHolbergsTid

Haandværkslav. 295 Imellem Næringsdrivende, hvis Næring berørte hinanden, kom det ofte til Haandgribeligheder. Der klagedes saaledes til Politi­ mesteren, at naar Hyrekuskene mødte Portechaiser, »endskjønt Ku­ skene af Portørerne bliver tilraabt, anstille merbemeldte Knske sig dog saa modvillige, at de hverken vil holde stille, ej heller til Side kjøre«, hvorved »Portørerne saa vel som og hvem der af Chaiserne sig lade betjene, stilles ofte i største Fare paa Liv og Helbred;« derfor fik Kuskene ved Politiplakat af 31. Marts 1727 Tilhold om ved saa- danne Lejligheder at kjøre til Side eller holde stille. Hyrekuskenes Stilling var temmelig fri Næring. De klagede 1723 over, at mange unge Karle, der havde tjent dem et eller to Aar, havde faaet Kredit til at kjøbe eu Karet og et P ar Heste og nu drev Næringen, at mange Urtekræmmere, Hørkræmmere, Smede, Remsnidere, Bagere og Rebslagere ja endog Yognmænd holdt Hyre­ kareter, hvorfor de søgte om at faa et Lav, saa ingen i Fremtiden uden de maatte holde Kareter eller Chaiser.25) Dette bevilgedes ikke. 1729 fik 2 Hjulmænd, der ikke kunde fortjene Brødet paa Grund af Haandværkets slette Tilstand, Tilladelse til at holde Hyrekareter imod at anskaffe hver en Vogn til Bortførelse af Renovation.26) Mange af Haandværkernes Klager var følgelig vel begrundede. Yed kgl. Bevilling blev mangen Udlænding, der aldrig havde været i Landet før, end mindre læ rt Professionen hos en indenlandsk Mester, benaadet med Lavsret, og tilmed kunde en saadan Person opnaa særegne Rettigheder fremfor sine ny Lavsbrødre. Fornemme Standspersoner optog Haandværkere iblandt deres Tjenerskab, der altsaa beskyttede af Liberiet kunde udøve en temmelig fri Næring. Saaledes klagede Skræderne 1720 over »at mange af Ministrene, for­ uden en Skrædersvend, der bærer deres Liberi, endog har 2 å 3 Svende i deres Gaarde sidder og arbejder, at mange Officerer og andre bruger militære Personer til at sy baade Munderinger og an­ dre Klæder med Guld og Sølv skrammererede; Militærpersoner selv arbejde baade for Borgerskabet og andre, som ved mange Inkvisitioner er blevet befundet, men dog ikke remederet; ved saa mange Fri- mestere, hvis Tal beløber sig til 16 å 18, der lidet eller slet intet svares enten til Deres Majestæt eller Staden.«27) Parykmagerne søgte ofte men forgjæves om Tilladelse til at danne et Lav, »thi vi ere saa elendige med vore Drenge og Folk, at vi ej kan have dem udi nogen Ave og Tvang og maa tage imod den Op