KøbenhavnFraBopladsTilStorby_2

K Ø B E N H A V N F R A B O P L A D S T I L S T O R B Y

5 4 2

De københavnske arbejdsgivere stod fra begyndelsen uden effektive organisa­ tioner i arbejdskampene. V ed næringslovens gennemførelse var de gamle lav blevet ophævet, og deres efterfølgere blev først og fremmest hjælpeforeninger eller rent selskabelige klubber. De mange strejker i begyndelsen af 70erne frem­ kaldte imidlertid stærkt røre blandt arbejdsgiverne og ønsket om organisationer, der kunde tage kampen op mod fagforeningerne. De første arbejdsgiverforeninger oprettedes naturligvis indenfor de industrier, der beskæftigede flest arbejdere. 1871 dannede saaledes jernstøberne en mesterforening, og efter at metalarbej­ derne havde vundet en strejke, oprettedes i 1885 Foreningen af Fabrikanter i Jernindustrien. Ko rt efter udbrød atter strejke i dette fag, og den blev for alvor en kamp om arbejdernes ret til at organisere sig. Arbejdsgiverne blev støttet af Højre og dannede Arbejdernes Værn, mens arbejderne fik hjælp fra Venstre og landbobefolkningen, der under indtryk af provisorietidens politiske kampe stil­ lede sig solidarisk med den københavnske arbejderbefolkning. Kampen endte uafgjort, og i de følgende aar rustede begge parter sig til den afgørende styrkeprøve om organisationsretten. I det stille førtes en sejg kamp, hvor arbejdsgiverne afskedigede fremtrædende fagforeningsfolk, og fagforenin­ gerne svarede med blokade. Aaret efter at De samvirkende Fagforbund var blevet stiftet, skabte ogsaa arbejdsgiverne deres landsorganisation. I 1885 havde de dannet Fællesforeningen af Arbejdsgivere i København og Omegn, der dog først og fremmest var en sam­ menslutning af haandværkets mesterforeninger. I slutningen af 1880erne sygnede denne hen, men 1896 dannedes Arbejdsgiverforeningen af 1896 med entreprenør Niels Andersen som formand, hvori industrien dominerede. Niels Andersens ledende betragtning gik ud paa, at de store arbejdskampe var for kostbare, og han vilde derfor have arbejdsstridighederne afgjort ved tvungen voldgift. 1898 fik han efter forhandling med De samvirkende Fagforbund oprettet fællesudvalg til afgørelse af arbejdsstridigheder. Aaret efter kom imidlertid det store opgør mellem organisationerne med lockouten 1899, der begyndte 19. maj. Konflikten varede i tre og en halv maaned. Den omfattede hele landet, men dens tyngde* punkt laa dog i København. T il sidst lykkedes det Privatbankens direktør Axel Heide, vekselerer L. Bing og borgerrepræsentationens formand Herman Trier at faa udarbejdet et forlig, som begge parter kunde akceptere. Dette septemberforlig har siden været grundlaget for forholdet mellem arbejderne og arbejdsgiverne. Aarene fra septemberforliget til i g i 4 prægedes af en række konflikter som f. eks. byggestrejken 1907 og den store bladstrejke 1908, hvor kun Socialdemo­ kraten og Kristeligt Dagblad udkom. Samtidig blev begge parters organisationer