Knud Bokkenheuser - Indre By

43 Smerter lykkes det ikke at drive een eneste Tilstaaelse ud af Helten; han vil ikke forraade sin ulykkelige Herre og Konge, og »Retfærdigheden« vinder sin endelige Sejr, da Bøddelen i 1529 med Sværdet sender ham ind i Evigheden netop der paa Gammeltorv, hvor vi nu staar og ser op imod »Blasen«s historiske Grund. Men der er flydt mere Blod paa Gammeltorv, om end ikke saa ædelt! Og lukker vi Øjnene, kan vi drømme os tilbage til de mange brogede Optrin, som Gammeltorv fortæller om, og mange af de mest dramatiske er knyttede til Kong Christian den Andens Navn, baade fra den Tid, da han endnu var deres Herre og Konge og fra de Trængselens Aar, da han som »Fangen paa Sønderborg« — eller tidligere som Kong Christian »den Sidste«, som Kong Frederik lidet profetisk kaldte ham — maaske bragte mere Uro og Liv i sit gamle Rige, end da han selv stod for dets Styre. Yi ser den forslagne og foragtelige Diderik Slag- hoeck blive ført til Retterstedet; hans naragtige For­ fængelighed fornægter sig end ikke her ved Skafot­ tet, hvor han møder i de prægtigste Klæder, sorte Fløjlshoser og Kjortel, en sort Fløjlsbaret og en skarlagenrød ulden Underklædning. Vi hører Mængdens raa Tilraab til ham, den hader ham af et godt Hjerte, og den ved ogsaa, at den ved denne Optræden driller den mægtige Sigbrit, som for første Gang led den Tort, at Kongen lod en af hendes Yndlinge henrette. At hun selv, hvis Københavnerne skulde have raadet, mulig var gaaet samme Vej, havde hun faaet en lille Fornemmelse af nogle Dage før, da et Par Soldater smed hende i St. Jørgens Sø, hvor hun uden Tvivl var druknet, om Kongen ikke var kommet til i sidste Øjeblik. Og dog skyldte København hende, den renlige Hollænderinde, meget; vi lærte af hende at vaske og gøre rent baade ude og inde, og det var ogsaa Sigbrit, der lærte Byen, hvad en Skraldevogn