Knud Bokkenheuser - Indre By

44 var til. — Men tilbage til hendes Ven paa Skafottet paa Gammeltorv! Da Boddelen havde lagt Strikken om hans Hals og »vippet« ham halvdød, blev han taget ned igen og bundet til en Stige, under hvilken Ope­ ration han — hvad Hensigten ogsaa var — kom saa nogenlunde til sig selv, at han kunde have den fulde Nydelse af at blive brændt. Thi nu blev han paa Stigen smidt op paa et Baal. Det brændte fra 9 til 3. Da var der ikke andet tilbage af Diderik Slaghoeck end hans Mave, som fandtes sammenkrumpet som en Bold. En Baadsmand kunde ikke dy sig for at prikke til den med en Aalestang, hvorved den gik i Stykker; der flød meget Vand ud, Resten blev til Aske. Men ikke alene for at haane deres Fjende, ogsaa for at skærme deres Ven er de københavnske Borgere mødt frem i Flok paa Gammeltorv. Et spæn­ dende Optrin var det den 14. Juli 1533, da Mængden mørk og truende tog Opstilling udenfor Raadhuset, der laa paa Grænsen mellem Gammel- og i Nytorv, og afventede Resultatet af Herredagens Behandling af Joachim Rønnovs Klage mod Hans Tavsen. Rundt om saa man liibske Landsknægte i fuld Rustning, de var paa Borgernes Opfordring smuglet ind i Sta­ den af Jørgen Wullcnwewer for at give det borgerlige Ord til Bisperne større Vægt. Og var der krummet et Haar paa Hans Tavsens Hoved, var ingen af Katolikkerne sluppet levende derfra. Det havde de selv en Fornemmelse af, og havde de ikke haft den, fik de den sikkert, da de traadte ud paa Pladsen. Hvor meget der var blevet tilbage af Joachim Røn- nov, hvis ikke Hans Tavsen havde fulgt ham til Bispegaarden (hvor nu Universitetet ligger), er tvivlsomt- — ^ . . i »For vokser Figen af Hylderod, for Tysken vorder de Danske god.« havde Raadmand Jens Kammersvend sagt til Køben­ havnerne, da Ambrosius kastede Byen i Armene paa