Kjøbenhavnske Efterretninger om lærde sager 1779_II

T f l

Kiø6enh«vttffc nye Eftcm tttinget

hvorbon bet tgfJiæcc, fovlebc« bctt ttæffert atftb tit SRiétatife vcb ben Sloe« man ubøjer ovcr ftne ,egne dahre. Øvaret Ubfalbcc iffc tit gorfatteren« Søftcr, falbcvøfommcn fførrC titbage paa enb ffvi« t)art: eoetig og uben Øtøi ffavbb iibfrommct (inc d j r e for ‘Pub(ici$)inc, og mcb dcffcbcm heb biet be« dom, bcr vitbe fcelbc« ovcr bem; og bcrfom enb Tittcn og Arbeibct fulbfommen ftemme ovcrecn«, faa fevlcé bet bog ficlben, at jo gæferen bct)olbcr en SJliétanfc tilbage ©m gorfattcrpné ‘Pralcric, ber iffe fan væw en retlfaffcn §^anb ligegylbig. gorfatteren af nærværcnbe Øfrift hjvi Jé af ben Aorfag giort flogcrcr VmJan meb mere Øttjcb havbe gaoettftværf«, nbcn i gorveicnatpaaflaacSRoc«, og hebrage-ffnc gæferc mcb gorventningcr, fom h«» entcnjfw har funnet eller iffe givet ffg Umage, for at opfylbc. %cn hør! httorlebe« ffan bcgynber: „ d c gfæbffe ©uber«Æmorte „ ffger hon: inbeholber faa ftor cn moenøbc af be «lb# „ ftc Itiberø dcgivenhcber, og tit Albcrbommen« Kun^ „ ffab nøbvcnbige Efterretninger , at biffegortællingcr , bet „ cre ubbragnc af Ovib ogbe forncmftc ^abel Hcerevc, og „ i Dnbretning, (Drbcn og mange gocElaringcr oft „ vige fra be hidtil beFicnbtffte mythologter, iffe fan være biffe dibenffabcr« Elffcrc uvelfomne. " det laber altfaa til, at gorf. har ubgivet bijfe gortællinger, for vcb gablen« Æicip bibrage fft til Op(y«mng; men hvorfor har W« j«ff^ valgt bijfe ? var ber iffe ffere ber gcunbcbe ffg paa be ælbffe Ttbcr« Æ‘ffaHe, enb juff bcnnc, gorfatteren har anført? dog! lobo« cnbogfætte, at gor: fattercn« Øfrift inbeholbteu faa plena cnumeratio, fomvel var muelig, mon ba alt bcttc i Øanbhcb funbe bibragcnogel Gitfecligt til at oplyfe Albcrbommen« Æ»ffvrle ? d i tvoe nci. At ben gamle gabel-gære inbeholber cn Stogbe virfcligcTl^ ^ragclfer i Opbigtclfen« 3 «bflæbtting, cr en Øanbhcb fon albcle« iffe cr nye. Kun Øfabe, at man uben be gamU Æifforieffrivcre« deilcbning fom ofteff er temmelig uvi«. hvor man i bettc gabclrige ffal finbc Øanbhebcn ogl)vorOp higtelfe, og ot man altfaa mcb Slyttefan bcticne ffgaf Æiffo: rien til gabclcn« Oplyéning, men iffe ret vel vice verla, gorfatteren ffger vibcrc, hau« dærf afviger i (Drbcn og 3nbrctning 'fra bc Jibtil bcficnbtcffc SJlyJologicr. d c aiør bet og virfclig; thi i Øtebet for ffine fæbvaiiligff tnb: ’ bceli