KjøbenhavnsVognmandsforening_1901-1926

23

lingsprotokoller; som oftest er han i Opposition, men altid loyalt. E t stort Arbejde gjorde han i sine sidste Leveaar som Inspektør ved S tiftelsen , for hvis Beboere han var som et For­ syn. I Gerningen viste han dette ved i 1924 at bekoste I n d ­ l æ g g e t a f e l e k t r i s k L y s i Stiftelsen, hvorved han ikke alene skabte Glæde hos Beboerne, men tillige forhøjede Byg­ ningens Værdi, idet man kunde forhøje Lejen for de udlejede Lokaler og Butikker føleligt. Ved hans Død skrev den nuvæ ­ rende Formand, M a x M a d s e n , nogle Mindeord om ham, som , da de ikke, som deres Hensigt var, naaede Optagelse i »Vogn­ mandsbladet«, skal citeres her: »Lørdag d. 26. Juni 1926 Kl. 6 døde Vognmand E m a n u e l J e n s e n , 68 Aar gammel. Med ham er en af Kjøbenhavns Vognmandsforenings gamle, trofaste Støtter gaaet bort. E m a n u e l J e n s e n har som ung lært Murerfaget, m en fik L y st til Scenen, forlod Haandværket og rejste hele Landet rundt som Provinsskuesp iller. Da der efterhaanden faldt lidt Ro over ham, nedsatte han sig som Frugt- og V ildthandler paa Vesterbro, og jeg husker tydelig hans egen Frem stilling af Starten; det var med en Trækvogn til Grønttorvet og 10 Kr. i Lomm en , og der maatte han købe Grønkaal for Halvdelen for da at have lidt at pynte V induet med. Han arbejdede sin Forretning støt fremad og var en Tid lang Formand for Frugt-, Vildt- og Grønthandler- Foreningen. Ved siden af Grøntforretningen begyndte han lidt Vognmandsforretning, og det varede ikke længe, inden han afstod Grøntforretningen og udelukkende helligede sig Vognmandsforretningen, som han med Tiden oparbejdede til en anselig Størrelse, ca. 50 H este. Em anuel Jen sen s Navn er godt kendt i Kjøbenhavns Vognmandsforening; han har i ca. 20 Aar været i de første Rækker for Føringen af Foreningen, i to Aar var han For­ eningens Formand (1908— 10), i 12 Aar har han været For­ mand for Bygningsafdelingen, og i de sidste 5 Aar var han Inspektør for Stiftelsen . Han var en sikker Mand til alle Generalforsam linger og var ved disse en ivrig Debattør. Han yndede at samm enligne sig se lv med »det lille Uro«, dette Skib e. 1., som man tit ser i Landmandshjem , hæn­ gende under Loftet, og som aldrig er stille. Og han sagde altid, at saa længe der var Uro i en Forening, var der Liv, men naar der b lev stille, laa Foreningen i Dvale. Vi har ikke alle v ille t give ham Ret heri, idet man til Tider godt kan mærke, at en Forening trænger til Ro. I de sidste 5 Aar, i den Tid, hvor Emanuel Jensen