KjøbenhavnsUniversitetsRetshistorie_1479-1879_II

47 reglement 25. Novbr. 1836 § 6, der for det lægevidenskabelige Fakultets Vedkommende modificeredes ved kgl. Resol. 12. Jan 1842 *) og afløstes af Bestemmelsen i Normalreglement 13. Novbr. 1844 § 6, som for det rets- og statsvidenskabelige Fakultets Vedkommende modificeredes ved Kgl. Resol. 20. Febr. 18502). Begge disse Reglementer havde fastsat Storreisen af Professorernes Lønninger 1) fakultetsvis, saaledes at Løn­ ningerne i det medicinske Fakultet vare lavere end i de øvrige, og 2) efter Anciennetet, saaledes at Størrelsen afhang af vedkommende Professors relative Tjenestetid inden for Fakultetet. Men begge disse i og for sig forkastelige Principper bleve opgivne ved den efter Grundloven udstedte Lønningslov 12. Jan. 1858 3), der nu er afløst af den gjældende Lov 25. Marts 1871. Disse Love have nemlig fastsat Lønningen uafhængig af Fakulteterne, til hvilke Professorerne henhøre, og uafhængig af vedkom­ mendes Anciennetet, men med Stigning efter hans absolute Tjenestealder, Angaaende de særlige Bestemmelser om Lektorernes og de faste Docenters Lønning henvises til de citerede Lovbestemmelser. Navnlig mærkes For- skjellen mellem Reglerne for Lektorernes Lønning efter Lov 12. Jan. 1858 § 4 og efter Lov 25. Marts 1871 § 3 4). De Professorer, som efter Kanslerens og hans Medhjælpers samt Rektors, Dekaners og øvrige Læreres Skjøn vare vere emeriti, skulde efter Kongens Tilsagn i Fundatsen aflægges med Præbender og, indtil dette skete, beholde deres Lønning5). Efter Udstedelsen af den ny Fundats samtykte Kansleren og Rigens Hofmester, at de efter Afskedigelsen maatte vedblive at nyde Præbendet, som laa til deres Professorat6). Denne Regel fandt Anvendelse paa Niels Hemmingsen; men senere afskedigedes Profes­ sorerne ikke, selv om de bleve affældige, hvorimod der i saa Fald beskik­ kedes en Vikar for dem7). Den 17. Juli 1647 begjærede saaledes Dr. Th. Fincke en Substitut, ligesom F. Andersen8) havde haft, og den 27. Juli berettes Dr. Th. Bartholin med Kanslerens Samtykke at være antagen dertil, i det Kansleren ved samme Lejlighed havde lovet at søge hans Forfremmelse. Betegnende er det ogsaa, at naar Kansler Sehested var allermest vred over Professorernes Dovenskab med at disputere, truede han dem dog kun med, at de eventuelt skulde lade andre læse og disputere for sig og miste af deres Indkomst9). Fra Aar 1660 bliver denne Ordning mere almindelig. Ved Aab. Br. 20. Avg. 1660 faar Th. Fincke jus emeriti professoris, saaledes at han beholder det stipendium, han nyder; dog skal han efter egen Erbydelse tiltænkt være ved en smuk, skikkelig og lærd Mand Professionen i sit Sted at lade forsørge, saa at intet for hans Skyld vorder forsømt. Den 6. Decbr. 1661 faar end videre R. E. Brochmand for Svagheds Skyld Til- ladelse til at være licentieret fra sin Profession og som en valitudine ') Selmer: Aarbog 1842 S. 13. - >) Linde: Meddel. 18 4 9 -56 S. 237 - 3) Jfr Komitebetænlm. i Eigsclagstid. 9. Sess. Anhang A. S. 49 3-557. - 4) Jfr. i dVr S t Goos: Aarbog 1876 -77 S. 30. — 5) Cragii Additam. III. p. 124. — 6) Kirkeh aab “ 8.', 6oVf. - '>RØr‘,amW' S- lV l6 ' - ’>