KjøbenhavnsUniversitetsRetshistorie_1479-1879_II

157 § 20. D e n a k a d e m is k e D i s c i p l i n . Dens Historie falder i to Hovedafsnit, omfattende henholdsvis Tiden før og efter 15. Juni 1771. I. T i d s r u m m e t f ø r 17 71 . Gjenstand for den akademiske Disciplin vare i denne Periode samt­ lige af akademiske Borgere begaaede politiske saa vel som ikke politiske Overtrædelser ene med Undtagelse af Manddrab. Hvad Straffene for Overtrædelserne angaar, erindres, at de ældste Statutter som saadanne nævne: Paamindelser, Bøder, Forlængelse af den til Gradernes Erhvervelse fornødne T id, Suspension fra Forelæsninger, fra Fællesbordet1) og fra Nydelsen af de akademiske Privilegier samt endelig Exklusion2), Derimod nævnes i samme ikke Fængsel. Fundatsens Statutter indeholdt ikke specielle Straffebestemmelser, og i Begyndelsen fik derfor ogsaa Delinkventen ganske mærkelige Paalæg, f. Ex. at lære Brevet til Romerne og første Bog af Æneiden eller Matthæus’s Evange­ lium udenad3); de reviderede Statutter fastsatte derimod et helt nyt Indbegreb af Straffe, blandt hvilke korporlig Kevselse, som skete dels hemmelig, dels offentlig, spillede en Hovedrolle. Den vides dog aldrig nogen Sinde at være bleven exekveret og ombyttedes senere i Følge udtrykkelig Vedtægt med andre Straffe. Af saadanne, som mere und­ tagelsesvis anvendtes i Praxis, kunne nævnes Forlængelse af det akademiske biennium til et triennium4) eller endog sexennium5); hyppigere idømtes Bøder6), navnlig for Lejermaal, Slagsmaal m. m .; men de Straffe, som i Retsbrugen spillede den største Rolle, saa længe den akademiske Disciplin overhovedet øvedes i noget videre Omfang, vare dog Fængsel og Relegation. I. F æ n g s e l (carcer) var i Almindelighed simpelt Fængsel; for en enkelt Forseelse foreskrives vel i Statutterne Fængsel paa Vand og B rød7); men i Praxis have vi ikke fundet Exempel paa dets Idømmelse. De enkelte Straffemaal, som Statutterne opstillede, har det ikke tilstrækkelig Inter­ esse at granske, da det eneste, der er at mærke om dem, er, at de ikke bleve efterlevede, i det Konsistorium ved Udøvelsen af sin Straffemyndighed i høj Grad gik frem efter Skjøn. Betegnende i saa Henseende er det navnlig, at medens Statutterne i Reglen foreskreve Idømmelse af Fængsel paa bestemt Tidsmaal, var den konsistoriale Praxis afgjort tilbøjelig til at idømme det saaledes, at dets Varighed bestemtes arbitrio rectoris. Derhos brugtes i mangfoldige Tilfælde en Hensættelse i Kjælderen indtil videre, der maatte betegnes som en ligefrem Misbrug. Selvfølgelig maatte man nemlig ved den akademiske som ved enhver anden Strafforfølgning skjelne mellem Varetægtsfængsel og Straflfefængsel, og det første anvendtes den Gang ligesom nu for at sikre Delinkventens Tilstedeblivelse. Det S n 40 0g<4 1- - 3) Rørdam IV - S- 29 (3- Decbr- r ft r i' P ' ~ } -AA S’ 4‘ 0g 8‘ Ju li’ 9’ AvS- 1629' ~ acad skil mAvnv '• r