KjøbenhavnsUniversitetsRetshistorie_1479-1879_I

224 oo- dømme efter Kjærligheds Begel“. For det tredje bliver hun ved al Pine, som liende er paaført, udi stadig Benægtelse sig ikke at vide af n o g e n Trolddomskunst; men „nu er det ufejlbart lios de fornemste Scriptoi es, som liave trakteret om den tortura, saadanne Personer . paaføres, at continua negatio magna in tortura et post torturam imprimis iteratam liberet a suspicione magiæ, etiam adducta antea probatione val de veri simili contra personam tortam; thi endog, som ogsaa af scriptores piofani et ecclesiastici er at forfare, baade uskyldige og skyldige ere bievne ved stadio- Benægtelse udi Pinen, saa er der dog ikke Tvivl om, at Gud jo liar sin synderlige Aarsag, hvorfor han tilsteder den skyldige at blive ved Benægtelsen, og fører vel selv med Tiden Sandhed endelig til Lyset. Synes derfor ikke raadeligt at falde udi Guds hemmelige Dom“. For det fjerde syntes meste Delen af Vidnesbyrdene at være grundede paa blot og bart By og Bygte'eller at beraabe sig paa blotte og bare Undsigelses­ o rd 1), hvilke ikke for Samvittigheden vare nok til at aflive et Menneske for Trolddom“. . Én Kjendsgjerning gjorde dog Universitetet betænkeligt: „det højeste Vidnesbyrd, som" kan give egentlig Tanke om fuldkommen Trolddom, er Peder Møllers om Anne Claus’s nefanda consuetudine cum dæmone, som han siger, hun maaske har liaft. Men derom bør han flittig overhøres, hvorledes han saadant kunde sige om hende; ligeledes liør Manden examineres og flittig efterspørges, hvorledes baade Manden og Kvinden liave forholdt sig udi Liv og Levned og Gudstjenestens Uvelse“ m. m. t _ _ . , , ... Den lier omhandlede responderende Virksomhed maa vel adskilles fra en dømmende. Professorerne fastholdt derfor ogsaa til alle Tider bestemt at de ordinære Dommere ikke maatte henvise Sager til Konsi­ storiums Afgjørelse, men at dette tvært imod i Domssager kun skulde give sin Mening til Kjende angaaende saadanne Spørgsmaal, som f. Ex. om Delinkventers Benaadning, der maatte blive rejste, efter at Sagen var endelig paadømt. Da Lensmanden i Kjøbenhavn efter Kongens Befaling havde æsket de højlærdes Betænkning angaaende et Drab, som en Pige i Kjøo-e ved Navn Antonie Basmusdatter havde begaaet, erklærede de derfor5 at dersom hun liavde begaaet Drabet ikke af Vaade, men af vred Hu burde hun efter Guds Bud baade i det gamle Testament (Genesis 9, Exod. 21, Levit. 24, Num. 35) og i det ny Testament (Matth. 26 Apocal. 13), at de, som udøse Menneskets Blod, deres Blod igjen uden Skaansel skal udøses, straffes paa Livet. Lensmanden var imidler­ tid ikke fornøjet med denne Sentens, som kun var hypothetica, medens han vilde liave en categorica. Derpaa replicerede imidlertid Professorerne under 7. Ju li 1634-), at „efterdi universitatis fundatio, hvor den taler om Samvittigheds-Sager, udi hvilke Professores deres Betænkende skulle

>) Delinkventinden har vel ved Lejlighed truet Vidnerne med alleHaande Ulykker. — 2) Skr. i Kopi B.