KjøbenhavnsMurerOgStenhuggerlav_1907

7 9

LAVSARTIKLER OG KONGEMAGT

Drenge. De ere ikke venlige mod Lavene. Det synes efter dem, som om Kongen principielt ikke vilde tillade »nogen Lavsordning eller Skraaer«. Om de Lav, »som fremdeles skal staa under visse Lavsartikler, vil Kongen med forderligste resolvere«, hedder det, og man skulde herefter tro, at det kun vilde være undtagelsesvis, at Lav fik Artikler. De gamle maatte væsentlig betragtes som bortfaldne, og saaledes saa man da ogsaa Situationen baade i Murer- og Tømrerlavet, hvad der fremgaar af et Andragende som Murer­ nes og Tømrernes Formænd ved Brandordningen i April 1682 indgav til Kongen. Murerne og Tømrerne hørte jo fra gammel Tid til dem, der, »naar Klokken klemter«, vare forpligtede til at møde ved den opkomne Ild; med denne Brandtjeneste for Oje vare de organiserede, og de Mestere, der stod som Formænd for Organisationen, der selvfølgelig ikke kunde falde bort, gjorde sig til Fortalere for de to Lav1. De udtalte, at naar de ikke maatte have »nogen Sammenkomst eller Lavsrettighed som hidtildags«, vilde de geraade i den storste Armod og Fat­ tigdom, ti da vilde Lavssvendene »os ikke parere«, men efter den Anvisning, Frd. af 23. December 1681 gav, alle løbe til at blive Mestere og »passere, hvor de ville«. De andrage derfor om, at »de, som giore sig selv til Mestere«, maa faa T ilhold om strax at melde sig for Magistraten, Stadshauptmanden og Brandkompagniets Kaptajn, saaledes at de ikke kunne luske sig fra at del­ tage i de offentlige Paabud og Byrder; at Murerne og Tømrerne, for at ordne Alt vedrorende Brandordningen og afdøde Brødres Begravelse, maa samles i deres Lavshuse »dog uden noget Gjæstebud eller Drik«; at de nye Meste­ res Afgift til Lavene maa blive væsentlig storre, end i Forordningen fastsat, da de ellers v ille blive nødt til at ophøre med deres understøttende Virk­ somhed, og i Forbindelse hermed, at »Drenge, som her hos os indskrives, og Svende, som hos os løsgives, maa giore den Bettighed til Lavene, som de hidintil giort haver«; at det ikke maa tillades Mesterne at holde et hvilket- somhelst Antal Svende, da dette kan lade en enkelt faa for stor Overvægt, og endelig at der maa blive lagt tilbørlig Vægt paa Mesterstykkets Aflæggelse, ti ellers »skulle mange Godtfolk og Bygherrer blive med deres Arbejde be Der lyser en ikke ringe Bekymring herud af, men det gik langt ander ledes, end man efter Udtalelserne i de nævnte Forordninger kunde an ag Det blev ikke en Undtagelse, at et Haandværk fik Lavsartik er. væ