KjøbenhavnsMurerOgStenhuggerlav_1907

76

LAVSARTIKLER OG KONGEMAGT

opnaa det eller ej. Det synes kun forunderligt, at dette kunde ske paa en Tid, da Kongemagten var b leven til Enevoldsmagt; ti Frederik III var um id­ delbart forinden bleven enevældig. Men Kongemagten er simpelthen ikke b leven spurgt, Kjøbenhavn har følt sig som den frie Rigsstad, den i Avgust 1659 har faaet Brev paa at være.1 Den har handlet paa egen Haand, hvad den senere absolut ikke fik Lov til. Enevoldsmagten tog hurtigt Spörgsmaa- let 0111 Forholdet til Lavene op til Drøftelse, den forelægger allerede i Marts 1661 Statskollegiet det Spörgsmaal, om Lavene med störst Föje kunde ved­ ligeholdes eller afskaffes, idet den udtrykkeligt siger, at der »vel saa vægtige Rationes fmdes imod som med samme Lavs Indstiftelser«, og Statskollegiet har sin Opmærksomhed henvendt paa, hvad der kan passe for Hans Maje- tæts »itzige souveraine Regiering«.2 Kollegiet fik det Hverv at revidere samtlige Lavsartikler. Det kom da ogsaa til at behandle Murerlavets Artikler, og Resultatet af denne Behandling b lev nogle nye Artikler af 22 Januar 1666, der selvfølgelig ikke gives Murerne af Kjøbenhavns Magistrat, men af den souveræne Konge. Herudover ere Forandringerne dog ikke store, men selvfølgelig have de for Öje yderligere at begrænse Mesternes Magt. Efter Artiklerne fra 1623 havde Lavet Ret til at træde sammen visse bestemte Dage, nu maa ingen Sammenkomst ske »uden den af Os eller Byens Øvrighed paabudt bliver«, og det indskærpes udtrykkeligt, at hvis Nogen »formedelst sit sær nødvendige Anliggende kunde behøve at have Lavet samlet«, maa Lavet ikke derfor fordre nogen Betaling af ham. Medens det tidligere blot hed, at den ene Mester ikke »med Under­ fundighed« maatte trykke den anden Mester fra noget Arbejde, der var over­ draget ham, hvad der kunde gjöre det vanskeligt for en Bygherre i et givet Tilfælde at blive en mindre heldig Bygmester kvit og faa en anden i Stedet, hedder det nu, at det maa staa Bygherren frit for at tage en anden Mester, hvis den, han først havde akkorderet med, ikke forretter sit Arbejde flittigt og torsvarligt. Og Mesterens Ret til at antage saa mange Drenge, han vil, begrænses til »i det Højeste paa een Tid« at holde tre. Der koketteres her­ ved med Svendene, ti — hedder det — Arbejdet bör ikke ved ukyndige Drenge men ved gode Svende forfærdiges. Og Hensynet til Svendene bryder endnu stærkere frem, naar Mesternes tidligere Ret og Pligt til at give Sven­ dene en ensartet Lön helt ophæves; Kongen finder denne Ordning ganske ubillig, »eftersom en Svend, som kan gjöre bedre Arbejde end en anden,