KjøbenhavnsMurerOgStenhuggerlav_1907

DEN GAMLE TID SLUTTER 271 stort Lavsskilt (Fig. 86). — Efter den med Mesternes Ligbæring gjorte For­ andring fandtes det naturligt, at udelukkende Svendene kom til at betale de 6 Rdlr., Murerlavet i lang Tid aarligt havde betalt som sin Andel af de 300 Rd., der af Kjøbenhavns samtlige »Laug og Societeter« efter et Reskript af 1747 hvert Aar skulde udredes til Regensen for Revaringen af deres Ret til selv at bortbære deres Døde trods det Regensen efter Pesten i 1711 i saa Henseende givne Privilegium.1 Alt dette har Kornbech som ung

Mester kunnet følge, og han har næppe været helt passiv. Han var jo, som sagt, en af de atten Me- stere, der skjænkede Svendenes Vel­ komst Guldfanen, men herfra tor der næppe sluttes Noget, med Hensyn til at han, den myndige Lavsmand, han var, skulde have haft et aabent Oje for, hvad et godt Forhold mel­ lem Mesterne og Svendene i Virke­ ligheden betød. Heller ikke Haand- værkerforeningen saa det jo. Da den efter et Andragende fra Toj- og Romuldsvæverlavets Svende i 1848 kom til at sysle med Tanken om Oprettelsen af et Haandværkerraad, hvori der for ethvert Lav skulde sidde en Mester og en Svend, stil­ lede den Aaret efter »paa Grund at

Det ene af to ens Sølvskilte, beage helt uden Indskrift.

Omstændighederne« Sagen i Rero.2 Og en Gang i 1853 erklærede For­ eningen ved Behandlingen af en almindelig Udtalelse om Næringsforholdenes Ordning bestemt, at den ønskede at optræde »for Mesternes Vedkommende alene«.3 Kornbech har sikkert paa lignende Maade, ganske naturligt for­ øvrigt, set hele Lavssagen fra sit Mesterstandpunkt. Hans Lavs Svende gjorde jo i Virkeligheden ingen Fordringer. Efter Striken i 1851 faldt de hurtigt til Foje, de bojede sig for Dommen af 1852 angaaende deres borhold til de tyske Svende, og da han i Maj s. A. erklærede sig over et til Magi­