KjøbenhavnsMurerOgStenhuggerlav_1907

1 2 6

E FT ER BRANDEN

og derfor selv maa tilregne sig den deraf flydende Skade og Ulempe«, strax igjen begynde med Arbejdet paa Taarnet og Kirken »paa deres egen Bekost­ ning og uden at Brandstyrskassen derved tager nogen Skade«, Alt under Inspektion af Stadsbygmesteren Banner Matthiesen. Hvem der ikke var glad herved, var selvfølgelig Murmesterne, men Ban­ ner Matthiesen var det ikke heller. Han følte Ansvaret, der herved blev lagt paa ham. Kirkekomiteen var nemlig ikke sagkyndig. Saa fik han det ordnet saaledes, at de dygtige Mænd Ingeniøren Generalløjtnant H. H. Scheel og Arkitekten Oberst E. D. Hausser sammen med Komiteen lagde en Plan for hele Arbejdet, der skulde strække sig over fem Aar. I det første Aar skulde Fundamenterne lægges, dybere end for, derefter skulde der i de følgende fire Aar hvert Aar mures 15 Alen op, og ved Muringen maatte der kun bru­ ges Saltholms Kalk. Planen approberedes af Kongen den 23 Juli 1734, og nu gik Lars Erichsen og Ole Larsen i Gang med Arbejdet, dog i stor Uenig­ hed med Komiteen om, hvem der skulde levere Sten, Kalk og Stilladser. Komiteen mente nemlig ikke at have nogensomhelst Pligt i saa Henseende. Min mestei ne maatte eller den faldne kongelige Resolution være forpligtede til selv at sorge herfor, men Sagen bragtes dog paany for Kongen. Det, vi gamle og ulyksalige Mænd eje, skrev de to Mestere, bestaar kun udi ringe Ejendomme og lidet Bohave, som vi møjsommeligt udi mange Aar have samlet. Oprydningen og Opmuringen vil koste os 8 a 9000 Rd.; skulle vi desuden yde Sten, Kalk og Stilladser, ere vi ruinerede. De had indtrængende for sig, men det kongelige Øre hørte dem ikke. Den 28 Februar 1735 blev det paany udtalt, at de to Mestere paa egen Bekostning havde at sætte Kir­ ken og Taarnet i Stand, »da de derimod kunne benytte sig af de gamle Matelialer og Sten, som de bedst veed og kan, saa give Vi hermed tilkjende, at de samme vor Befaling allerunderdanigst skulle efterleve, saafremt de ikke ille \æ i e liaaid Straf underkastede«. Det Eneste, de opnaaede, var, at Be­ kostningen ved de dybere Fundamenter efter lovligt Syn skulde erstattes dem. Det hai næppe været et tor dem lysteligt Arbejde, de nu maatte udføre, saa meget mere som Stadsbygmesteren var dem en streng T ilsynsmand. Ud paa Sommeren 1735 klagede han over, at de imod hans Paalæg brugte for- skjellige Sten og forskjellig Kalk til de fire Taarnpiller, og han fik da Alyn- diglied til med Rettens Tvang at holde Alesterne til at efterleve, hvad de vare skyldige at gjorc. Ja det befaledes endog, at een af dem altid skulde være tilstede