KjøbenhavnsBrandsorsikring

8 4

V E D T Æ G T S B E S T E M M E L S E R

kommende Resultatet af en Statistik over Brandskaderne i Tiden 1872—85, som viste, at Tabet for denne Gruppe havde udgjort 1,2 7oo for Bygningerne, 2,9 °/00 for deres Maskiner og faste Genstande; for den samlede Klasse havde Tabet været henholdsvis 0,7 °/oo og 0,9 °/0o- For Teatre voksede Præmien fra 3 til 10°/oo, for Guttaperka- og Kautschukfabrikker —hvoraf ingen i Øjeblikket var forsikret —fra 1 og F/a0/™ 01 3°/oo- For Snedkerværkstederne vilde den samlede Indtægtsforøgelse ud­ gøre ca. 8000 Ivr., for Teatrene ca. 3000 Kr. Direktionens Tarifforslag vakte adskillig Modstand hos In­ teressenterne og en Del af deres Repræsentanter i det faste U d v a l g 1)- I Almindelighed var det Betragtningen, at Selskabets Status var saa tilfredsstillende og i stadig Bedring — ikke mindst siden Brandvæsenets Omordning i 1860’erne —at man burde lade Husejerne i Fred. Snarest var der Anledning til at nedsætte Præmierne. Af Hensyn til Handelslivet var det særlig betænkeligt at forhøje Afgifterne for Varehuse. I det hele og store burde man fastholde det gældende System og alene optage Næringsbrug, som for Tiden ikke fandtes inden for Brandforsikringens Omraade, men muligvis vilde blive oprettede. Mod Direktionens Vilje forkastede Generalforsam­ lingen de foreslaaede Regler for Oplag af brandfarlige Stoffer. Allerede 1886 var det blevet fastsat, at en Bygning, i hvil­ ken der dreves flere brandfarlige Næringsbrug, skal klassifi­ ceres efter det, der tilhører den højeste Klasse. Ved den nye Tarif tilføjedes en Bestemmelse, som gjorde det muligt at forhøje Tillægspræmien til den paafølgende Klasse, i særlige Tilfælde endog med 50 °/o- Desuden har begge Tariffer taget Hensyn til Maksimumsbestemmelserne. Ifølge den ældste skulde der i Bygninger vurderet for mellem 240.000 og 320.000 Ivr., som husede brandfarligt Næringsbrug, erlægges en Forhøjelse paa 25% af det samlede Præmiebeløb. Paa en Vurderingssum mellem 320.000 og 400.000 Kr. var Tillæget 50 °/0. Ved Tarifen af 1892 opnaaede Direktionen, at Maksimalpræmien ikke skulde betales af den samlede Ejendom, men kun af den Del, saavel af Bygningen som af faste Genstande, der var be-