KjøbenhavnsBrandsorsikring

5 0

B R A N D F O R S I K R I N G E N S T E R R I T O R I A L E OMRAADE

»at der er samme Grund for, at Landbygningernes Brand­ forsikring, der fra Foreningens Oprettelse kun havde taget Sigte paa Landbygninger, nu udvidedes til nogen Del af Kjø­ benhavns Brandforsikrings Omraade, som der var for, at Kjøbenhavns Brandforsikring i sin Tid fik Tilladelse til at forsikre Bygninger, der hører til selve Staden, og som kun af rent tilfældige og nu bortfaldne Aarsager vare udelukkede fra Kjøbenhavns Brandforsikring«. Skulde Ministeriet alligevel anse det for hensigtsmæssigt at gennemføre den ønskede For­ andring, maatte det være en Forudsætning, at der i de to Selskaber tilvejebragtes fælles Begler for Assurancevurderin­ gerne. I hvert Fald maatte Direktionen gøre det til en Be­ tingelse for dens Tilslutning, at Landbygningernes Brandfor­ sikring indenfor det paagældende Omraade anvendte Begler, der var i Overensstemmelse med det københavnske Selskabs. Ved Skrivelse af 24. Maj 1893 meddelte derefter Justitsmi­ nisteriet1), at det maatte »anse det for rettest, at enhver af de af Justitsministeriet godkendte Brandforsikringer indskræn­ ker sin Virksomhed til det Omraade, til hvilket den efter sin oprindelige Virksomhedskreds er henvist«. Denne Sag fik et lille Efterspil2). Knapt et Aar efter, i 1894, ønskede Ejerne af den nybyg­ gede Karré mellem Vester Voldgade, Studiestrædes Forlængelse og Vestre Boulevard (»Ny Bosenborg«) at faa Ejendommene forsikret i Landbygningernes Brandforsikring. Til Støtte for deres Anmodning kunde de henvise til et Kort, vedhæftet Brandforsikringens egen Vedtægt af 8. August 1885, hvoraf fremgik, at det paagældende Omraade laa udenfor Selskabets Territorium. Brandforsikringen kunde ikke benægte Forholdet —den mente dog at have »Føje« til at tro, »at man paa de Steder, hvor Møllerne den Gang laa . . . har foretaget Knæk efter Voldlinjen, uden at der er tillagt dette Forhold nogen Betydning« — men henviste til, at Kortet ikke havde været forelagt Ministeriet, heller ikke udgiorde en Del af Vedtægten og derfor heller ikke kunde være forpligtende for Selskabet. Justitsministeriet godkendte Betragtningen, men aabnede den