KjøbenhavnsBelejringFyensGjenerobring

KJØBENHAVNS BE LE JR ING 1 6 5 8 .

4 6

satte sig derimod, og Urup viste Selvfornægtelse nok til at give efter. Den lille Skare stod rede. Den 11te August om Morgenen bleve Forstæderne stukne i Brand, den nys opførte Kirke paa Nørrebro nedreven, og henad Aften droges Portene til, for, som det hedder, at staa lukkede i 20 Maaneder, kun aabnede for Udfald og »Foderatzie«. Den 12te tidligt om Morgenen faldt det første Kanonskud. Det løsnedes fra Kjøbenhavns Volde og var en stolt Tilkjendegivelse for Svenskehæren af, at man frygtløst gik Kampen imøde. II. Paa Bakkerne ved Valby opmarscherede ved Middagstid den 1ite August den svenske Hær i Slagorden med vanlig Præcision, men Skuet a f de kamplystne og hærdede Krigere formaaede ikke at bort­ jag e den Tvivl og Uro, der havde bemestret sig Carl Gustavs Sind ved Synet a f Forstædernes Brand og ved den vedvarende, uhyggelige Tavshed fra den foran liggende Hovedstad, som han havde betragtet som et sikkert Bytte, og hvor han havde ventet at holde et triumferende Indtog. Han saa sig ikke istand til, som saa ofte i kritiske Situationer tilforn, alene at tage sin Beslutning, at træffe en A fgjørelse mellem det Dobbeltvalg, der nu laa for: Storm eller Belejring. Han sammen­ kaldte Krigsraad. I og for sig var dette for en Heltenatur, forvoven og energisk som hans, en Selvmodsigelse, og, saavist som Krigsraad sjeldent afføder dristig Handling, kunde han næsten paa Forhaand have sagt sig selv, hvad Resultatet vilde blive. Men Stordaad skulde der dog dengang til for at udslette det danske Rige af Staternes Tal. Den mægtigste Mand i den svenske Hær og i Krigsraadet, Ca r l G u s t a v W r a n g e l , var ugunstig stemt for en Storm. Han var kun med Ulyst, da Planen til Overfaldet diskuteredes i Kiel, gaaet til dette nye Forehavende, som han fandt eventyrligt og uklogt. Han havde som kommanderende General over den svenske Hær paa Sjælland holdt ualmindelig skarp og god Mandstugt, havde forladt